Den tidligere socialdemokratiske minister for by-, bolig- og landdistrikter, Carsten Hansen, vil ikke tilbage til Folketinget.

Ved næste folketingsvalg skal fynboerne ikke regne med at kunne sætte kryds ved socialdemokraten Carsten Hansen.

Efter 17 år i Folketinget har den tidligere minister for by, bolig og landdistrikter besluttet, at han ikke længere vil forsøge sig med landspolitik, skriver tv2fyn.dk.

»Det har været enormt spændende og samtidig enormt hårdt. Siden jeg meldte mig ind i partiet for knapt 40 år siden, har jeg prøvet alt fra at være menigt medlem til at være minister. Og skal jeg nå at prøve noget andet inden for partiet, så er det ved at være nu,« siger Carsten Hansen.

Den tidligere varmemester understreger dog over for TV 2 Fyn, at han langt fra er brændt ud eller er færdig med politik. Fremover vil den politiske karriere dog foregå i mere lokale rammer, hvor han vil hjælpe de lokalpolitiske organisationer.

Carsten Hansen blev valgt ind i Folketinget i 1998 og blev gruppeformand for Socialdemokraterne i 2006.

Da SRSF-regeringen kom til magten i 2011 blev han udnævnt til minister for by, bolig og landdistrikter. Men ved valget i juni fik han en decideret lussing af de fynske vælgere og røg ud af Folketinget med kun 2.567 stemmer - mod 8.171 personlige stemmer i 2011.