Her er den sms-korrespondance,  hvor Venstres Tina Nedergaard truer sin ekskærestes far med PET.

Venstres familieordfører Tina Nedergaard beskyldes nu for at bruge Politiets Efterretningstjeneste som våben i en privat familiekrig.

Tilbage i 2013 lå den tidligere undervisningsminister i en langvarig krig med forældrene til sin daværende kæreste, den 51-årige nordjyde Kenneth Schreiber.

En konflikt, som kulminerede, da den 46-årige Tina Nedergaard truede kærestens far John Schreiber med PET på sms.

»Vi anede ikke, hvad hun var i stand, men hun fik det til at lyde, som om hun havde magt til at kontakte PET, selvom det virkede fuldstændig forkert at true med at trække PET ind i en privat sag. For os at se misbrugte hun sin magt til at skræmme os,« siger ekskærestens far John Schreiber i dag til BT.

Sms-samtalen fandt sted 14.-15. december 2013. Forinden havde den 46-årige Tina Nedergaard haft et sms-skænderi om Nedergaards dengang 13-årige »papdatter«, John Schreibers barnebarn.

John Schreiber: »Er der nogen, der er ynkelig, så det dig, du den mest syge kvinde, jeg har mødt, men du er også den mest manipulerende kvinde. Det kan jeg se på min egen søn af en svagpisser at være, du har nu smadret en hel familie, men det er jo ikke den første. Endnu et trofæ er på hylden, well done. Men nu skal jeg ødelægge dig, jeg har så mange ting på dig. Men lad det komme som en overraskelse. Din pressechef skal nok snakke med dig, jeg har så mange beviser på dig både fra Hobro, København og mange andre steder, jeg har lavet min research. Hvis du så krummer et hår på af A.(barnebarn, red.), så er jeg farlig, det kan du spørge trofast om. Spillet er først lige begyndt«

Tina Nedergaard: »Som jeg skrev: patetisk. Synd for B. (John Schreibers hustru, red.)«

Tina Nedergaard: »Spil? Jeg deltagere ikke i noget spil, men du er Master.«

Tina Nedergaard: »Kenneth er et mandfolk.«

Tina Nedergaard: »Hvad er egentlig din mission? Hvad er det, du er sur over?«

John Schreiber: »Nej du har slet ingen indflydelse i det, ang. Kenneth har du klædt ham godt på til at være en stor løgner«

Tina Nedergaard: »Hverken Kenneth eller jeg forstår, hvad du skriver. Kenneth beder mig nævne, at A. skal være hjemme kl. 8.30. Hvad er du egentlig for et menneske?«

Tina Nedergaard: »Jeg har overvejet din trusler. Du får nok en henvendelse fra PET.«

BT har set korrespondancen på en mobiltelefon, men tager forbehold for, at der kan være slettet sms’er i samtalen. De øvrige personer, som nævnes i samtalen er familiemedlemmer, som efter eget ønske er anonymiserede. BT har talt med dem og fået deres versioner af forløbet.

Tina Nedergaard bekræfter, at hun sendte den omtalte sms. Hun blev for en uge siden forelagt beskyldningerne, men fastholdt tirsdag, at hun kun vil give et skriftligt svar til sagen.

»Jeg kan bekræfte, at det er korrekt, at jeg til sidst oplyser vedkommende om, at jeg vil inddrage myndighederne, hvis han ikke ophører med at genere mig. Jeg har i dag ingen kontakt til pågældende eller dennes familie. Mit ønske er udelukkende, at mandens had til mig ikke igen skal blive en del af det gode liv, som jeg og min familie har i dag,« skriver Tina Nedergaard til BT.

Læs hele Tina Nedergaards svar her: