Jonas Dahl ligner det bedste bud på en ny SF-formand, selv om han endnu ikke har meldt sit kandidatur.

Men det var ikke det, han tænkte mest på i weekenden. Han var så ulykkelig over at miste sin post som skatteminister efter kun 49 dage, at han føler, han fik en regulær depression.

- Det har været enormt hårde dage. Det har gjort ondt langt ind i mig, siger han til bt.dk.

- Jeg er ikke normalt deprimeret af natur, men jeg tror, jeg har haft en mindre depression hen over weekenden. Jeg har været ked af det og dybt berørt. Og min kone synes nok heller ikke, jeg har været den nemmeste mand at få hjem. Jeg har gået meget rundt om mig selv, og har også overvejet, hvad jeg vil fremadrettet.

Har du overvejet helt at opgive politik?

- Nej, men man skal gøre sig nogle overvejelser om, hvad man vil. Og det, der er sket i de seneste dage, har jeg måttet bruge tid på at komme mig over. Og det har været svært.

Du må også være skuffet over de SF-kolleger, der har fremprovokeret denne situation?

- Man kan placere skyld mange steder. Der var et flertal i gruppen og landsledelsen, der gerne ville have, vi blev i regeringen. Men der var også et mindretal, der ikke ville have det, og ikke vil stemme sammen med regeringen. Og man kan ikke sidde i regering og stemme imod regeringens politik. Sådan er det.

Er det ikke lidt underligt, at det skal være mindretallet, der bestemmer?

- Man kan i hvert fald undre sig over, at SF-medlemmer ikke respekterer partiets demokratiske organer som f.eks. landsledelsen.

Er du helt enig med Annette Vilhelmsen i hendes beslutning om at forlade regeringen?

- Problemet var, at nogle endte med at stemme med regeringen. Men de selvsamme personer havdce også sagt, de ikke ville stemme med regeringen. Man kan altså ikke blæse og have mel i munden. Og man skal kunne stole på folk.

Følte du, det var en børnehave?

- Det synes jeg er en underdrivelse. Det har været et syret forløb. Om det så er, at man er påvirket af det ene eller det andet skal jeg ikke kunne sige. Men det har været surrealistisk at være medlem af SF på det seneste. Taberen er SF. Og jeg er endnu ikke kommet mig over det, siger Jonas Dahl.