Liberal Alliances Ole Birk Olesen opfordrer efterlønnerne til at leve sundere i stedet for at kræve efterløn.

Efterlønnerne er selv skyld i, at dør tidligere end andre.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances spidskandidat i Østjyllands Storkreds, chefredaktøren på den borgerlige netavis 180grader.dk Ole Birk Olesen.

I en leder skriver Ole Birk Olesen, at ordet "nedslidt" er blevet det nye modeord i fagbevægelsen.

"Overalt findes der folk, som knapt kan røre sig selv som 60-årige, hvis man skal tro f.eks. 3F-formand Poul Erik Skov Christensen. Og derfor skal de have efterløn af det offentlige for at holde fri derhjemme.

Dokumentationen for påstanden er, at efterlønnerne dør før tid, lyder det fra en overlæge", skriver Ole Birk Olesen.

Ifølge Ole Birk Olesen dør man imidlertid ikke af at have ondt i skulderen eller slidgigt i knæene. Efterlønnerne dør i stedet af livsstilssygdomme, som i højere grad rammer de faggrupper, der går på efterløn, end de faggrupper, der ikke gør, mener folketingskandidaten.

"De faggrupper, der går på efterløn, ryger typisk mere, drikker mere og dyrker mindre motion, alt sammen gennem hele livet, end de faggrupper, der ikke går på efterløn", forklarer Ole Birk Olesen og fortsætter:

"Intet af det udgør nogen grund til, at de ikke kan arbejde, indtil de når pensionsalderen. Deres død indtræffer gennemsnitligt først, når de runder de 80 år, og den har altså intet med deres arbejde at gøre."

Han fortsætter:

"Men det er synd, at de ikke har flere år at leve i, når de har stemplet ud fra arbejdet for sidste gang, siger FOA's Dennis Kristensen. Døden er naturligvis synd for alle, men ærligt talt ... Er vi ikke selv ansvarlige for den del af vores livstidslængde, der kan henføres til vores egen livsstil?

Hvorfor er det skatteydernes opgave at give dem, der med deres livsstil har valgt et kortere, men muligvis mere festligt eller mere tilbagelænet fritidsliv, flere års betalt ferie?"

Liberal Alliance vil afskaffe efterlønnen og i stedet bruge milliarderne på skattelettelser.

/ritzau/