Socialdemokraten og tidligere justitsminister Morten Bødskov bliver nu nødt til at melde fra til Folkemødet på Bornholm, da han endnu ikke er kommet sig helt, efter han tirsdag aften blev slået ned, da han overværede en fodboldkamp på storskærm på Islands Brygge.
»Bliver hjemme. Jeg er desværre ikke frisk nok endnu til de mange debatter. Vi ses næste år,« skriver han på sin Twitter-profil fredag.
Overfaldet skete, efter Morten Bødskov tirsdag aften var taget af sted til Islands Brygge ved København sammen med en ven for at se EM-kampen Island-Portugal på en storskærm. Sammen købte de en øl og besluttede sig for at sætte sig op på taget af nogle containere, der var indrettet med siddepladser.
Efter 15-20 minutter kom en ung mand op ad trapperne og satte sig ved siden af den tidligere justitsminister. Det på trods af, at der var en del ledige stole andre steder.
Det skriver han selv på sin Facebook-profil, hvor han har beskrevet forløbet.
'Han spørger mig om jeg ikke er tidligere justitsminister, om jeg ikke er socialdemokrat og hvad jeg hedder? Efter jeg har svaret ham, spørger han om jeg ikke kan forklare socialdemokraternes økonomiske politik,' skriver Morten Bødskov, der beskriver manden som værende i begyndelsen af 20'erne.
Den unge mand var iført mørke jeans og en mørk hættetrøje, hvor hætten var trukket over hans hoved, da han satte sig.
Han havde også et karakteristisk kors tatoveret på indersiden af venstre arm.
'Da jeg beder ham uddybe det spørgsmål, bliver han lidt svævende, rejser sig pludselig hurtigt op og slår mig hårdt med en knytnæve i tindingen. Idet han slår mig, siger han noget i retningen af 'det her er fra Mouril' eller 'det her er fra Mourine',' skriver Morten Bødskov og fortsætter:
'Hvad det betyder, ved jeg ikke. Herefter løber han ned fra containertaget, over plænen og videre ned ad Islands Brygge.'
Overfaldet efterlod Morten Bødskov dybt rystet.
Til Ekstra Bladet fortalte han efterfølgende, at han ikke tør gætte på, om overfaldet var politisk motiveret, men at gerningsmanden gik meget målrettet efter ham.
»Jeg er dybt chokeret. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg synes, det er trist, hvis man som politiker ikke længere kan sidde og nyde en øl og se en fodboldkamp. Det er bestemt ikke behageligt at tænke på,« sagde han onsdag til Ekstra Bladet.
Politiet var hurtigt til stede og er nu i gang med at eftersøge manden.
Selv er Morten Bødskov endnu mærket efter slaget.
'Jeg er selvfølgelig temmelig chokeret over dette, har noget ondt i hovedet i dag og kinden er lidt blå/lilla,' skriver han på Facebook.
BT har været i kontakt med Morten Bødskov via SMS, hvor han oplyser, at han ikke har lyst til at udbyde sin tilstand.