Efter tv-dokumentar: Politikere vil se handling

Den hjertegribende tv-dokumentar 'Adoptionens pris' på TV2 mandag aften har fået det halve Danmark op af stolene. Debatten kører i højeste gear overalt, og det gjorde den allerede under udsendelsen

Flere udtrykker stor sorg og frustration på Facebook, og for mange var tv-dokumentaren for hård kost.

Morgenen derpå er politikerne klar til at følge op. Udsendelsen har gjort indtryk, nu skal der handles.

Pernille Skipper (EL) udtrykker spontant sin afmagt over det, hun så i tv-dokumentaren:

- Det er en skrækkelig historie, og ulykkelig for både de biologiske forældre, for barnet og for adoptivforældrene. Der er flere elementer i sagen, men vi har at gøre med et velfungerende forældrepar, der bliver lokket til at bortadoptere deres børn på præmisser, der ikke holder, siger Pernille Skipper.

Hun mener, det er et kæmpe problem, hvis det viser sig, at der er flere af den slags sager.

- Vi har kun adoptionsbureauernes vurdering af, hvordan vilkårene for adoptionen er. De er vores øjne og ører, og hvis de ikke er skarpe nok, så har vi et problem, siger Skipper.

Hun glæder sig over, at socialministeren nu vil se på, om der kan være lignende sager, om tilsynet er godt nok og om Danmark skal overveje et stop for adoption fra Etiopien.

- Jeg frygter, at det er en tendens fra Etiopien. Vi havde en lignende sag i sommer og Amnesty International kender til flere lignende sager.

Pernille Skipper vil nu afvente, at børnesagkyndige finder ud af, hvad der er den bedste løsning for Masho fremadrettet. Men det er vigtigt for hende, at det altid er barnets tarv, der er i centrum i den slags sager.

- Det vigtigste lige nu er at få et system som er så godt som muligt, selvom det måske ikke kan blive fuldstændig fejlfrit.

- Lige nu fungerer systemet nærmest som et bagudrettet tilsyn. Det bygger på tillid til adoptionsbureauerne og enkelte stikprøver af sager. Jeg mener, vi skal overveje at have tilsynet med hele vejen, således at de danske myndigheder er tilstede i for eksempel Etiopien, siger Pernille Skipper.

Eyvind Vesselbo om adoptionsfilm: Det tangerer menneskehandel

DanAdopt: Vi har ikke gjort noget forkert

Den ansvarlige minister, socialminister Karen Hækkerup, var fra morgenstunden hurtig med en kommentar på Facebook, selvom hun deltager i regeringskonference i Nyborg i disse dage:

'Det var en frygtelig hjerteskærende film om Masho og adoptionens pris. Denne opdatering blot for at fortælle at vi allerede er i gang med at se på sagen. Vi har ændret reglerne generelt vedr. Etiopien, bruger ikke længere det børnehjem de kom fra og er ved at undersøge om børnekonventionen blev brudt. Det er alvorlige anklager Amnesty kommer med ifht Danadopt. Og det skal naturligvis undersøges. Og så skal jeg finde ud af hvad man kan gøre nu. Jeg er altså på sagen. Det var en meget bevægende film.'

Hækkerup lukker for brug af etiopisk børnehjem

Dansk Folkepartis Karin Nødgaard er medlem af Folketingets Socialudvalg, og tv-dokumentaren efterlod hende med en række spørgsmål:

- Jeg er ligesom alle andre, der har set udsendelsen, dybt berørt. Som politiker kan jeg stille spørgsmål til socialministeren og det vil jeg gøre. Ikke for at klandre hende for noget, men for at få klarhed.

- Vi mangler at få klarhed over, om der er et tilstrækkeligt tilsyn med adoptionsbureauerne. Om adoptionslandet måske kan være lidt for ivrige. Denne her sag er forhåbentlig enkeltstående, men jeg frygter, at der er flere.

- En adoption skal i hvert fald være lykkelig for mindst to af parterne. Det vil formodentlig altid være en ulykkelig situation for de biologiske forældre. Men for barnet og adoptionsfamilien skal det være en lykkelig situation.

- I tv-dokumentaren så vi tre ulykkelige parter: Pigen er ulykkelig, forældrene er ulykkelige og adoptivforældrene er ulykkelige.

- Der er helt klart ting, der skal tjekkes op på i forhold til retssikkerheden og godkendelsesproceduren. Vi skal være sikre på, at når et barn kommer til Danmark er alt gået efter bogen, siger Karin Nødgaard.

Læs også: