Formanden for Folketingets Socialudvalg, Özlem Cekic (SF) er træt af borgmestre, der vasker hænder, hver gang en ny sag om misbrug af børn kommer frem i lyset


- Jeg er så træt af de borgmestre, der gang på gang toner frem på tv-skærmen og siger det samme: 'Vi har gjort, hvad vi kunne. Jeg har bedt om en redegørelse'. Og når redegørelsen så kommer, står de frem og erkender, at de har svigtet. Det er samme melodi hver gang - det er så pinligt, siger en tydelig indigneret Ôzlem Cekic (SF).

Hun var en af de mange danskere, der sad klistret til skærmen torsdag aften, hvor DR1 viste dokumentarfilmen 'Min barndom i helvede'. En dokumentar, hvor børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, vender tilbage og konfronterer de voksne, der er ansvarlige for hendes egen barndom, der var præget af sexmisbrug, svigt og manglende omsorg.



- Jeg synes, det er helt fantastisk, hvordan Lisbeth Zornig Andersen rykker i vores hoveder. I sidste ende kan det blive helt afgørende, for uanset mulige lovindgreb, så handler det om, at vi alle skal tage ansvaret på os, siger Özlem Cekic og fortsætter.

- Dokumentaren viste os, at det er naboen, vennerne, familien, lærerne og pædagogerne, der skal tage ansvar. Det er ikke nok, at vi skærper lovgivningen, hvis der ikke er nogen, der går ind og tager ansvar.

Özlem Cekic har fået Lisbeth Zornigs bog, men hun har kun læst den første side.

- Jeg kunne ikke lade være med at græde. Jeg kommer aldrig til at læse den. Det er så hårdt at læse om på sidelinjen, men tænk så på, hvordan hun har haft det. Tænk at hun har haft psyke til at stå det igennem. Hun er fantastisk, og hun er min helt. 

Hvad tror du, at der skal til for at dæmme op for disse parallelsamfund, hvor børn udsættes for misbrug og vanrøgt?



- Jeg tror, at det handler om at voksne omkring børnene er godt nok uddannede til at opdage signalerne. Det gælder både pædagoger, lærere og lægerne. Men det handler også om mere tilsyn og mere kontrol. Vi har nedsat et ekspertudvalg, der kommer med anbefalinger til Socialudvalget i slutningen af måneden. 

I dokumentaren rejser Lisbeth Zornig Andersen også diskussion om, hvorvidt fristen for anmeldelse af misbrug burde ændres.

I dag er det sådan, at misbrug skal anmeldes senest 10 år efter at barnet er fyldt 18 år. Men Lisbeths egen erfaring er, at hun var over 40 år, før hun kunne erkende, hvad der var sket og begynde at gøre noget ved det. Derfor mener hun, at fristen på 10 år burde afskaffes, og det kan Özlem Cekic godt følge.

- Det er da et helt reelt problem. Det siger sig selv, at det tager tid. Man gør sig selv stærk og fortrænger derfor, hvad der er sket. Det er helt naturligt. Og samtidig rejser det problemstillingen om, at vi ikke må glemme børnene selv om de bliver voksne. Hvis historien ikke skal gentage sig i flere generationer, så må vi ikke slippe børnene efter 10 psykologtimer og overlade dem til sig selv.

- Der skal være en grænse for, hvor lidt hjælp vi tilbyder. Vi må lave en helhedsorienteret indsats, hvor det ikke kun er børnene, men familien, der bliver hjulpet. Det kan gøres med for eksempel familiehuse, og senere tilbud til børnene, når de flytter hjemmefra. Hvis ikke vi sætte en minimumsgrænse for hjælpen, accepterer vi jo, at det ender i menneskelig katastrofe.

Öslem Cekic ser frem til at læse ekspertudvalgets anbefalinger. Men hun tror også, at der kan være inspiration at hente i udlandet.

- Det må der være, for området har sejlet i Danmark og der mangler tilsyn. Hver gang man åbner avisen, frygter man at læse om en ny sag. Det er frygteligt.

Özlem Cekic (SF) er træt af borgmestre, der vasker hænder, hver gang en ny sag om misbrug af børn kommer frem i lyset. Er du enig med hende eller rammer hun ved siden af med sin kritik? Deltag i debatten under artiklen