Morten Messerschmidt overfører over en million kroner til Europa-Parlamentet, efter at rapport kritiserer uretmæssig anvendelse af EU-midler. Men han afviser, at der er noget som helst i vejen.

Den europæiske partialliance MELD, der har DF’eren Morten Messerschmidt som formand, har i denne uge overført mere end en million kroner til Europa-Parlamentet, som har krævet pengene tilbagebetalt, fordi MELD har brugt EU-støttemidler uretmæssigt.

Overførslen sker, efter at EU-Parlamentets generalsekretær Klaus Welle i en intern rapport til Europa-Parlamentets Præsidium, som er parlamentets øverste administrative og økonomiske ledelse, der udgøres af parlamentsformand Martin Schulz og 14 viceformænd, har krævet midler ført tilbage og påpeget slinger i MELDs betaling af fratrædelsesgodtgørelse til en medarbejder i 2014.

Berlingske har forelagt sagen af flere omgange for Morten Messerschmidt, og han forklarer, at den slet ikke har med ham at gøre, idet MELD var under ledelse af en anden, da godtgørelsen blev aftalt.

Morten Messerschmidt, vi kan forstå, at der for få dage siden er betalt 130.900 euro tilbage til EU-Parlamentets bankkonto fra MELD som tilbagebetaling for uregelmæssigheder i 2014. Hvad siger du til det?

»Det er ikke rigtigt. Der er ikke tale om uregelmæssigheder. Der er tale om, at den udgift på kompensationen i forbindelse med, at kontrakten opsagdes i 2014, ikke måtte afholdes efter den støtte, der kom fra Europa-Parlamentet. Derfor er de penge så ført tilbage, og så er den kompensation betalt via egne ressourcer. Så der er ikke tale om uregelmæssigheder, der er tale om konteringer, altså om hvilke konti midlerne trækkes fra.«

Men parlamentet bruger ord som bl.a. »skødesløs« og »overdreven« om betalingerne. Hvad siger du til det?

»Det er standardudtryk i forhold til udgiftens natur, hvor man så følger en anbefaling fra Bureauet (Præsidiet. red.) om, at udgiften ikke må afholdes via EU-støtten, men af organisationens egne ressourcer. Så skriver man tilbage, og så er det blevet accepteret, og så er det så sådan, man konterer det.«

Forleden forklarede du mig, at der ikke var tale om penge, der skulle betales tilbage?

»Netto-regnskabet i MELD er jo intakt. Det, der er tale om, er, at man ikke længere trækker pengene på EU-tilskuddet. Det fører man tilbage. Men så overføres udgiften til egne ressourcer. Derfor er balancen intakt.«

Der er indgået 130.900 euro fra MELDs bankkonto til parlamentets bankkonto?

»Ja. Man afholder udgiften fra egne ressourcer i stedet for EU-ressourcerne. Det er jo noget, som vores revisor har siddet og lavet. Vi har fået en revisionspåtegning, hvor man kan se, at det her er håndteret og ikke har givet anledning til kritik. Så jeg vil godt have mig frabedt, at der skulle være tale om uregelmæssigheder.«

Nu hvor pengene så er overført til parlamentet, er sagen så afsluttet?

»Ja. Du skal forstå, at man minutiøst har gennemgået de forskellige poster. Så ser man, at der har været den her kompensation, der har været udbetalt i forbindelse med den arbejdskontrakt. Den udgift har en sådan natur, at den så ikke har kunnet afholdes af EU-støtten. Og det meddeler man så organisationen. Og når udgiften ikke kan afholdes over EU-støtten, så afholder organisationen den af egne ressourcer. Den model er fuldstændigt accepteret, og Bureauet har sagt »fint, det er sådan vi gør det«. Jeg må i øvrigt sige, at de beslutninger  og aftaler om fratrædelsen er indgået i 2014. Det er ikke noget, jeg har siddet med. Men jeg har skullet håndtere sagen efterfølgende.«

Jeg har talt med din forgænger, Jacek Wlosowicz...

»Godt.«

Han siger, at han intet kender til sagen og henviser til dig...

»Det virker jo altså temmeligt bizart al den stund, at det var ham, der var formand og indgik aftale med den tidligere ansatte og som har underskrevet det hele med den tidligere ansatte. Det virker noget underligt.«

Vi har gennemgået regnskabet for MELD i 2014. Det er dine initialer, MM, der står på hver side i regnskabet. Så kan du vel også stå inde for alt hvad der er foregået i 2014?

»Hør her: Vi har fået en blank revisionspåtegning uden en eneste anmærkning. Der er ikke foregået noget, som ikke er efter bogen. Det eneste, som efterfølgende har været til diskussion er, om den her erstatning skal udbetales af EU-støtten eller af partiets egne midler. Her har vi fået den melding fra Bureauet, at man ønsker det sidste, og så er det blevet rettet.«

Ifølge parlamentet så udløser indbetalingen endnu en undersøgelse: Man vil sikre sig, at der ikke er blevet brugt 2015-støttemidler til at dække tilbagebetalingen for 2014. Det vil ikke være efter reglerne. Hvad siger du til det?

»Der er slet ikke brugt EU-midler til denne tilbagebetaling. Der er brugt egne ressourcer. Vi har fået en fuldstændig blank revisionspåtegning. Revisionen har gennemgået og godtaget alle disse ting. Så er der kommet en konteringskritik fra Bureauet, og der har vi sagt: »Fint, så konterer vi, som I ønsker det«. Og så er der jo ikke nogen sag.«

Men når EU-Parlamentet vil sikre sig, at der ikke er brugt støttemidler, kan det så være fordi der ifølge MELDs 2014 regnskab ikke bugner med penge. Hvor har I hentet pengene til tilbagebetalingen, inden de blev overført til EU-Parlamentet?

»Det er egne ressourcer. Alle medlemmer skal indbetale et kontingent til partiet for overhovedet at kunne udløse EU-støtten. Og det er egne ressourcer. De penge må bruges mere frit til en bredere facet af udgifter, end det som EU-støtten må bruges til.«

Så for to dage siden havde I 130.900 euro i egne ressourcer stående, så de kunne overføres til parlamentet?

»Det ved jeg ikke, for det sidder jeg slet ikke med.«

Enten har man pengene - eller også har man dem ikke ...

»Det er klart. Pengene, de er overført fra egne ressourcer. Jeg sidder jo ikke med regnskaberne i det daglige. Det har vi jo en kontoransat, der håndterer. Det eneste jeg tager mig af, er det rent administrative og de projekter, som den danske delegation afvikler.«

De 130.900 euro, der er blevet tilbagebetalt, er det udelukkende personalesagen?

»Det er det eneste, der er blevet korrigeret.«

Hvordan kan en medarbejder i MELD være så værdifuld, at der skal betales et så stort beløb?

»Det må du spørge Wlosowicz om.«

Han henviser til dig?

»Det kan jeg jo ikke gøre for. Jeg har ikke haft noget kendskab til det, før jeg kom ind i 2015, så jeg ved jo ikke, hvad der er foregået i 2014. I 2014 havde jeg alene at gøre med den danske delegations andel.«

Hvordan kan MELD med dig som formand erklære sig uenig i EU-parlamentets kritiske rapport, hvis ikke du kender detaljerne i sagen?

»Det jeg sagde til dig før, og som jeg nu gentager, det er, at deres formulering handler om, at karakteren af  denne udgift ikke kan afvikles over EU-delen. Det kan jeg jo ikke indgå i en debat med administrationen om. Jeg må notere mig, at der i 2014 er truffet en beslutning om, at de penge ikke kan afvikles over EU-støtten, men at den skal afvikles af egne ressourcer. Jeg må sige, at der er tale om en beslutning, der ligger før min tid, og så må jeg rette ind.«

Men der står, at sagen har været forelagt MELD, som ikke var enig …

»Oprindeligt i 2014 er det her blevet konteret under de almindelige personaleudgifter, og det har været MELDs synspunkt, indtil Bureauet sagde, at det mente man ikke. Da Bureauet så sagde det, sagde vi OK - vi følger den beslutning. Det er der ikke noget underligt i. Skulle vi være gået til domstolen, eller hvad?”

Rikke Karlsson har efterlyst oplysninger om aktiviteterne i MELD i 2014. Du har kaldt hende forvirret og understreget, at alt er foregået efter bogen. Set i lyset af parlamentets kritik, var hendes spørgsmål så ikke rimelige nok?

»Rikke Karlsson har været velkommen til at stille alle de spørgsmål, hun ville. I august inviterede jeg hende over på kontoret, hvor hun kunne få lov at se det, hun ville, indtil hun følte sig betrygget. Det har hun valgt ikke at tage imod.«

På et møde mellem dig og Karlsson på hendes kontor beder hun dig om at forklare, hvordan økonomien i MELD hænger sammen. Hun siger, at hun intet får at vide. På det tidspunkt har MELD erklæret over for Bureauet, at man var uenig rapportens konklusioner, men det fortalte du ifølge Rikke Karlsson intet om. Nu siger hun, at det læner sig op af en løgn, når hun har bedt om oplysninger, men du har holdt dem tilbage. Hvad siger du til det?

»Jeg har aldrig hørt Rikke Karlsson specifikt spørge til disse forhold.«

Hun har spurgt til økonomien i MELD...

»Fordi jeg ikke sidder med den daglige budgettering, så tilbød jeg både den 9. september - det kan jeg ikke lige huske, men det går jeg ud fra, ligesom jeg havde gjort en måned forinden - et møde med vores ansatte. Det har jeg på en email, som hun aldrig nogensinde svarede på.«

Så du afviser ikke, at hun stillede dig spørgsmål til økonomien i MELD 9. september?

»Jeg kan ikke huske det.«

Hun siger, at andre kan bekræfte, at I mødtes på hendes kontor 9. september…

»Det kan jeg ikke afvise. Men hun har aldrig sendt mig eller på nogen måde tilkendegivet præcist, hvad hun gerne ville se. Det er rigtigt, at hun har stillet spørgsmål til MELD og FELD. Jeg har gentagne gange spurgt, hvorfor hun ikke tager et møde med de folk, der sidder med det. Jeg har også skrevet det til hende, men hun er aldrig vendt tilbage. Derfor er jeg temmelig målløs over, at det her pludselig opstår. For jeg har aldrig haft lejlighed til at forstå, hvad det var hun gerne ville se. Og hvad angår personalesagen, så er der vel ikke noget som helst forkert i, at man indretter sig efter den beslutning, som Bureauet tager. Der har ikke været noget andet, der er blevet kritiseret af hverken Bureauet eller revisionen. Så det undrer mig, at dette bliver det store dyr i åbenbaringen.«

Hvornår blev rapporten forelagt for dig?

»Det kan jeg ikke svare på. Jeg vil tro, at det er i løbet af september eller oktober, at jeg bliver involveret eller orienteret om sage.«

Der står i rapporten, at det omtalte parti ikke var enig …

»Det kan jeg ikke lige sige på stående fod. Så skal jeg til at gennemgå alle filer og akter for at se præcist, hvornår jeg bliver bragt ind i sagen.«

Hvornår blev du formelt formand for MELD?

»Jeg overtager engang i januar, og jeg har allerede meddelt, at MELD og FELD bliver afviklet med årets udgang. Det har hele tiden været intentionen at afvikle. Det har været en beslutning fra start af, at det kun skulle være i år, at det her kørte. Og så er vi kommet frem til, at vi ikke skal være i et europæisk parti i 2016.«

Tak fordi du medvirkede.

»Selv tak.«