Man skal kunne tale sammen. Det er først og fremmest islam og indvandring, der har fået Henrik Christiansen, socialdemokrat og Herlev-borger i en menneskealder, til at skifte til Dansk Folkeparti. Han ser en bølge skylle over Europa, der vil forandre det politiske landkort for altid.
I over 40 år var Henrik Christiansen medlem af Socialdemokratiet. Som den naturligste ting i verden har han siden slutningen af 60erne betalt sin kontingent til en bevægelse, der stod for sammenhold, fællesskab og var imod social uretfærdighed.
Det var dengang, der var gode tider og mangel på arbejdskraft, og det socialdemokratiske velfærdssamfund var under opbygning med Jens Otto Krag og senere Anker Jørgensen ved roret.
Læs også:
Den unge Christiansen var færdig med at være soldat og troede lige, at han skulle holde fri i en uges tid efter hjemsendelsen, men vognmanden holdt nede på gaden allerede næste morgen i sin store bil og havde brug for en chauffør. Siden er det gået slag i slag og fra job til job – 25 år i forskellige FLSmidth-virksomheder – indtil finanskrisen sendte ham på efterløn for fem år siden.
Og i fire årtier har Henrik Christiansen på 68 år boet med sin kone og to børn i det socialdemokratiske kerneland Herlev mellem Rødovre, Ballerup og Gladsaxe.
Han har været aktiv fællestillidsmand i SiD i en stor kommune, medlem af den lokale socialdemokratiske bestyrelse i kredsen, redaktør af partiets lokale medlemsblad. Og en enkelt gang har han stået på listen over kandidater til det socialdemokratisk dominerede byråd i forstadskommunen.
Læs også:
»Men det var mest, fordi de manglede nogen til at fylde op på listen,« siger han.
Trods tilbagegang for det gamle arbejderparti – også i Herlev – stemte omkring hver tredje vælger på Socialdemokraterne, da Helle Thorning-Schmidt kom til magten i 2011.
Men hun fik ikke Henrik Christiansens stemme – ikke denne gang. Og heller ikke næste gang. Det er slut. Tidligere på året havde han truffet beslutningen om at melde sig ud, havde fået nok af en slap udlændingepolitik, alt for mange løfter og en ubehagelig flirt med venstrefløjen.
For Henrik Christiansen handler det om sammenhængskraft, fællesskabet og gode nære relationer til andre mennesker – naboerne, dem på gaden, henne i supermarkedet, i boligforeningen. Et godt samfund er at kunne tale med hinanden og at opføre sig ordentligt.
Læs også:
Den 15. september 2011 stemte Henrik Christiansen på Dansk Folkeparti, og senere meldte han sig ind hos den socialdemokratiske ærkefjende. Dermed er han blevet en del af det største vælgerskred i nyere tid. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Arbejdernes – de socialdemokratiske kernevælgeres, velfærdssamfundets støtters – vandring mod højre.
I 2011 fik Socialdemokraterne den ringeste tilslutning i 100 år. Titusinder af faglærte og ufaglærte arbejdere har forladt partiet for at gå til et konsekvent indvandrekritisk og EU-kritisk parti. Sådan som de har gjort det i Norge, Sverige, Frankrig, Storbritannien, Holland, Østrig og andre europæiske lande. Og en pæn del af partivandrerne bor i Herlev og på den københavnske vestegn.
Henrik Christiansen har altid været engageret i sine omgivelser – i fagforeningen, i boligforeningen, i børnenes skole. Han kan ikke lade være, for han interesserer sig og bekymrer sig for, hvordan andre går og har det.
Læs også:
»Fra helt ung har jeg nok ligget en anelse til venstre og været optaget af social uretfærdighed,« siger han.
Men det er også i de sammenhænge, han har oplevet de største skuffelser, som bid for bid har betydet, at han har mistet troen på Socialdemokraternes forvaltning af det samfund, han holder af.
Hans datter måtte tage barnebarnet ud af en skole i Albertslund, som var hærget af indvandrerdrenge og sociale problemer.
»Der er fandeme noget galt. Det kan ikke passe, at man i 2015 taler om 15-20 procent funktionelle analfabeter. Jeg har også gået i skole, og der kom altså ikke nogen ud, som ikke var i stand til at læse et Anders And-blad,« siger Henrik Christiansen.
Som formand for bestyrelsen i den boligforening, hvor han bor, forsøgte han for nogle år siden at hverve sin marokkanske overbo til bestyrelsen.
»En sprudlende kvinde,« som han beskriver hende, som talte perfekt dansk og arbejdede som lærer.
»Vi søgte jo altid efter mulige kandidater til bestyrelsen, og man snakkede så meget om, at vi skal inddrage de fremmede i demokratiet, så jeg spurgte, om hun var interesseret. Det syntes hun lød spændende.«
Men det varede kun nogle dage, så var der ballade hos overboen. Henrik Christiansen er overbevist om, at den sprudlende marokkanske kvinde fik bank af sin mand. Og hun skiftede klædedragt fra cowboybukser til »gevandter«, som Henrik Christiansen beskriver det.
»Jeg tænkte slet ikke på, at det kunne ende på den måde,« siger Henrik Christiansen og tilføjer:
»Flere gange gik jeg op og bankede på for at få ham til at holde op. Han råbte og skreg, men der blev ikke lukket op – bare ro i en tid. Og en måned senere holdt der en flyttebil foran opgangen, og de var på vej til Rosengård i Malmø. Ind i ghettoen. Det var en chokerende oplevelse.«
Henrik Christiansen henvendte sig til kommunen, ville ikke finde sig i det: »Det er vi jo blevet opfordret til, især når der er børn indblandet. Men mit indtryk var, at kommunen ikke ville have noget med det at gøre.«
Henrik Christiansen understreger, at han udmærket godt er klar, at hans fortælling ikke beskriver flertallet af muslimer i Danmark.
»Men jeg kan slet ikke rumme kvindernes stilling i de muslimske samfund. Jeg kan ikke rumme den kontrol over tanken og sindelaget og følelseslive, der er. Og det kommer glidende ganske langsomt,« siger han.
Men er det ikke bare et spørgsmål om, at der skal gå nogle årtier eller måske en generation, så vil de ligne os andre?
»Nej, for der er en kraft, som er så stærk, at vi slet ikke forstår den. Det er ikke en kraft, der udspringer af folkestyre, demokrati eller afstemninger. Det står i en bog, hvor bogstaverne er hellige og ukrænkelige,« siger han.
Henrik Christiansen siger selv, at han kender rigtig mange muslimer, møder dem på gaden eller i opgangen, taler med dem.
»Jeg tror, at mange muslimer har et forhold til islam, som de fleste danskere har til folkekirken. Det handler om højtider, faste, familiefester og den slags. Men det betyder intet, hvis der kommer et tryk. For den sociale kontrol er voldsom,« siger Henrik Christiansen.
Det er ikke så meget pengene, og hvad manglen på ordentlig integration koster samfundet, der bekymrer ham. Det er de skadevirkninger på langt sigt, som han mener, den muslimske indvandring har for det danske samfund.
»Det er de færreste danskere, som det er gået op for, hvilken kraft islam er.«
Fra sit vindue på første sal i boligblokken kan han se ned på nogle grønne arealer. Herlev er på mange måder et mønstereksempel på den socialdemokratiske organsisering af det trygge liv. Stort bibliotek, ældreboliger, sportshal, skoler og institutioner. På arealerne sidder unge indvandrerpiger og drenge ofte sammen efter skoletid. I små skjul mødes de, snakker og ryger cigaretter i smug, og indimellem kærester de også.
»De rør lidt ved hinanden, som man nu gør i den alder. Men lige så snart, der kommer nogen forbi, så lader de som ingenting. Jeg kan ikke lide det. For det vil brede sig, når de bliver flere og flere,« siger Henrik Christiansen.
Man skal komme hinanden ved, som det hed engang i »det Danmark du kender«, for nu at bruge et splinternyt socialdemokratisk slogan. Også selv om Herlev er en del af storbyen.
»Når jeg taler med muslimer på gaden, så er det typisk, at så snart samtalen bevæger sig lidt ud over at vejret er godt, og hvordan går det, så glider de af. Der er så mange ting, de ikke har lyst til at tale om.«
Det samme gælder hans naboer fra det nordlige Afghanistan, som har to små piger. Han møder dem ofte på trappen.
»Jeg snakker også med dem, men vi kommer aldrig til at gå i dybden med en samtale. Der er en barriere. Måske forstår de mig ikke, måske forstår jeg ikke dem. Og så er der noget, de ikke kan tale om.«
Men har Dansk Folkeparti nogen løsning på det? Jo, der er kulturelle udfordringer, forskelle og sammenstød og i nogle muslimske miljøer er der vold og en ubehagelig social kontrol. Det vil der nok blive ved med at være.
»Dansk Folkeparti er det eneste parti, som har viljen og evnen til at bremse op i antallet, der kommer hertil. De har viljen og måske også evnen til at tage et opgør med internationale konventioner, EU eller hvad det er, der står i vejen,« mener Henrik Christiansen.
For ham handler det ikke om for eller imod indvandring. Danmark har altid taget imod flygtninge og udenlandsk arbejdskraft fra Balkan og gæstearbejdere for Polen og andre lande.
»I løbet af ti år er de jo som alle os andre. Det handler om, hvem der kommer hertil. Det der sker nu er jo folkevandringer. Det er hærskarer, der kommer, og dem, der kommer, er dem, der har råd til at betale menneskesmuglere,« siger Henrik Christiansen.
Han er sikker på, at indvandringen på et tidspunkt vil føre til en »voldsom social uro og udvikle sig til kriminalitet og i yderste konsekvens til væbnede konflikter«.
»Og det ser jeg meget nødigt her i Danmark,« siger han.
Til gengæld har det forholdsvis nye DF-medlem ikke noget imod de tusinder af østarbejdere, der arbejder i Danmark for tiden. For et par år siden skulle facaderne i boligforeningen renoveres. Og det var polske arbejdere, der stod for arbejdet med at fjerne fugerne mellem murstenene.
»Entreprenøren sagde, at han ikke kunne finde danske arbejdere til at tage sig af jobbet. De skulle arbejde til danske lønninger, om de gjorde det, ved jeg ikke. Men de arbejdede her fem dage om ugen, og bagefter kunne han overtale dem til at tage lørdag formiddag med. De havde gløden og motivationen,« siger Henrik Christiansen.
Dog må han indrømme, at de ikke blev behandlet særligt godt. Han peger ud ad vinduet.
»Vi havde en skurvognsby herovre, og der havde de danske murersvende deres egen skurvogn med baronagtige forhold. Der kom rengøring hver dag. Men inde i de polske arbejderes vogn var der en helt anden standard. Sådan skal man ikke behandle andre mennesker.«
I 1980erne havde Henrik Christiansen sine første kontroverser med sit parti. Det var dengang Socialdemokraterne sammen med de Radikale stemte for forskellige lempelser af udlændingeloven. Mens den konservative Poul Schlüter var statsminister. Han var også imod alle fodnoterne i forsvarspolitikken og på den EU-venlige side i det splittede socialdemokrati.
»Er man uenig med sit parti, må man jo stikke fingeren i jorden og finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert,« siger Henrik Christiansen.
Og det har han så gjort, og det måtte komme til et brud. Det er også nødvendigt med mere grænsekontrol, og Socialdemokraternes kampagne om at føre en strammere udlændingepolitik rent bluff, mener han.
»Nu kommer der en valgkamp. Men det er jo performance og reklame det hele, slagord og korte bemærkninger,« siger han og tilføjer:
»Jeg ved ikke, om jeg er en typisk DFer. Men der skal være nogen, der vil bevare og udvikle det samfund, vi har. Danmark er ikke noget frilandsmuseum, det er jeg med på. Men der er meget, som er værd at bevare.«
