Sagen om muligt misbrug af EU-midler har har sendt Dansk Folkeparti (DF) ud i partiets måske største krise nogenside. Og sagen bliver ved med at udvikle sig.

Mandag aften kom det frem, at  EU-Parlamentet ikke vil acceptere DF's tilbagebetaling af støttekroner, før en ordentlig undersøgelse af hele affæren er blevet tilvejebragt.

Det oplyser parlamentets talskvinde Marjory van den Broeke efter et møde med DF's gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, skriver Ritzau.

Til den kontante melding lyder det mandag aften fra Anders Vistisen til Ritzau:

»Det er vigtigt at holde fast i, at den her tilbagebetaling sker på et frivilligt og moralsk grundlag. Det er ikke, fordi de her udgifter er blevet erklæret ulovlige.«

Partiets gruppeformand i EU-Parlamentet siger videre, at;

»Det er en af de udfordringer, vi har i forhold til parlamentet. Udgifterne er blevet godkendt og erklæret inde for skiven, og derfor er det en helt ny situation for dem at stå i.«

Det mulige misbrug af EU-midler bliver i øjeblikket undersøgt af Olaf, EU's antisvindelenhed. Til Ritzau lød det tidligere på aftenen mandag fra Marjory van den Broeke, parlamentets talskvinde:

»Vi har seriøs mistanke om svindel grundet modstridende udtalelser fremsagt tidligere af partiet.«

Sagen drejer sig i alt om mere end 2,5 millioner kroner. DF har tidligere oplyst, at man er parat til at betale et stort beløb tilbage. Men dem vil EU-Parlamentet altså ikke modtage, før alle forhold er blevet undersøgt.

Og den opsigtsvækkede sag har allerede fået konsekvenser for DF. I hvert fald hvis man skal tro den seneste meningsmåling.

Efter flere kaotiske dage står DF nu til at få 31 mandater mod partiets i dag 37 mandater i Folketinget, viser en meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau.

Det svarer til, at 17,4 procent af de adspurgte vælgere ville stemme på DF, hvis der var valg i morgen.