En af hovedrollerne i den såkaldte Christiania-sag, Anne Baastrup (SF), har taget sygeorlov fra Folketinget, og det vides endnu ikke, hvornår hun vender tilbage til Christiansborg.

Karina Dehnhardt Lorentzen (SF), der er fungerende gruppeformand i Anne Baastrups fravær, fortæller, at sygemeldingen skyldes stress, men hun har ikke lyst til at uddybe yderligere.

Har Anne Baastrups sygemelding noget med Christiania-sagen at gøre?

»Det er åbenlyst for enhver, at Anne har været udsat for et urimeligt hårdt pres, så man kan ikke afvise, at det er det, der er blevet kulminationen på det hele,« siger Karina Dehnhardt Lorentzen.

Anne Baastrup er i den seneste tid blevet kritiseret kraftigt for sin rolle i Christiania-sagen, hvor hun sammen med daværende justitsminister Morten Bødskov (S) dækkede over den egentlige forklaring af, at Folketingets Retsudvalgs tur til Christiania blev aflyst i februar 2012.

Den reelle grund var et forhøjet trusselsniveau, men Bødskov og Baastrup opdigtede en historie om, at daværende direktør for Københavns Politi, Johan Reimann, ikke kunne deltage i et planlægningsmåde.

Anne Baastrup har ikke lagt skjul på, at hun var med til at opdigte historien, og det har medført kraftig kritik fra især Dansk Folkeparti.