Irene Simonsen, mangeårigt folketingsmedlem for Venstre, bryder med sit parti. Det er blevet for topstyret og svigter sine værdier, siger hun.

Irene Simonsen, der i en årrække var et markant medlem af Folketinget, har brudt med Venstre. Det fortæller hun til Horsens Folkeblad.

Irene Simonsen mener, at Venstre er blevet for topstyret og respekten for baglandet er forsvundet.

»Venstre er ikke længere det parti, som jeg meldte mig ind i i 1985. De nære grundværdier er væk. Jeg bekender mig til det, man kalder højskole-Venstre, og grundværdierne her er bl.a. debatten med og respekten for det aktive bagland. I dag oplever jeg en arrogance over for baglandet, og at det er meget få toppolitikere, der i samarbejde med embedsmænd og spindoktorer klapper politikken af bag lukkede døre,« siger Irene Simonsen til Horsens Folkeblad.

Hun var medlem af Folketinget fra 2001 til 2007, og i den efterfølgende valgperiode trådte hun flere gange til som suppleant.

Irene Simonsen var desuden på stemmesedlen ved sidste års valg til Europa-Parlamentet. Da Lars Løkke Rasmussens (V) tøjsag poppede op i EP-valgkampen, opfordrede hun ham til at få styr på sit liv:

»Nu vil jeg godt snart se mit gamle Venstre igen, hvor man er jordnær, og hvor man kan fange jorden. For der er noget, der tyder på, at toppen har svært ved at fange jorden, og det er ret irriterende, at det skal gå ud over vi andre, som forsøger at lave et stykke politisk arbejde,« sagde hun til Radio24syv dengang.

Irene Simonsen nåede at være medlem af Venstre i næsten 30 år.