I Dyrenes Beskyttelse tror man ikke på, at kontrolbesøg og smileyer kan forhindre vanrøgt af hunde.

København. Man kommer ikke langt med ønsket om at udstikke sure smileys til hundekenneler, hvis man vil undgå vanrøgt af hunde.

Det mener Dyrenes Beskyttelse, der tror, at miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), går hus forbi med et nyt forslag om en smileyordning til hundekenneler.

- Det er et ganske udmærket forslag, men det er utilstrækkeligt i forhold til at dæmme op for de her hundefabrikker, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Ifølge direktøren er de seneste måneders sager om forfærdelige forhold for hunde, der skal sælges, ikke udtryk for et problem på de organiserede kenneler.

Problemet ligger i stedet i de uautoriserede private hjem, hvor der sælges hunde ud af bagdøren.

- Smileyordninger kan jo kun bruges til dem, vi kender i forvejen. Men dem vi skal have fat i, er dem, som ikke ønsker at blive registreret, lyder det.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse bør man i stedet igangsætte en ny form for registrering af al salg med hunde og sætte ind med klækkelige bøder.

- Et af vores forslag går på, at det skal registreres med NemID, når man sælger en hvalp på en hjemmeside, sammen med hundens chipnummer.

Også i Dansk Kennel Klub er man fortaler for et sådan system.

Her håber man, at det vil kunne overvåge de resterende to tredjedele af de danske hundeopdrættere, der ikke er medlem af Dansk Kennel Klub, og som i stort omfang går under radaren.

Allerede i dag er der dog mulighed for, at man i Fødevarestyrelsen kan komme på uanmeldte kontrolbesøg hos de personer, der er erhvervsdrivende hvalpeopdrættere.

- Men Fødevarestyrelsen følger ikke op på det, lyder det fra Dansk Kennelklubs adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen.

Derfor håber hun også, at ministerens udmelding samtidig betyder, at der tilføres flere midler til kontroller.

- Det er super ærgerligt, at der skal sådan nogle sager til, for at der bliver lukket op for ressourcerne, siger hun med henvisning til de seneste måneders sager om vanrøgt af hunde.