Venstres tidligere folketingsmedlem Eyvind Vesselbo mener, at Støjberg oversælger sin egen indsats

Problemet med familiesammenførte, der søger asyl, har været kendt i 25 år. Derfor er det rent hykleri, når Inger Støjberg nu varsler lovændringer, fordi hun lige er blevet bekendt med problemet. Så skarp lyder kritikken fra Venstres tidligere socialordfører og medlem af Folketingets udvalg for Udlændinge og Integration Eyvind Vesselbo.

»Jeg har gjort opmærksom på det her problem mange gange på vore gruppemøder i Venstre. Det er rent hykleri, når hun først vil gøre noget nu. Hvorfor greb hun ikke ind i 00erne? I denne omgang har hun siddet som minister næsten et år, før hun griber ind. Det er jo faktuelle forhold, som hun burde have vidst,« siger Eyvind Vesselbo.

Han annoncerede allerede i 2013, at han efter 14 år i Folketinget ikke ville genopstille ved næste valg, fordi han trængte til at komme ud i virkeligheden. Men inden da nåede han at markere sig som intern kritiker i Venstre. I dag forsker han i udlændingepolitik og hjælper udsatte grupper som hjemløse, udsatte børn og psykisk syge. Men da han læste i mandagens BT, at Inger Støjberg først var blevet gjort opmærksom på, at kommunerne også skal finde boliger til familiesammenførte, når de skifter status til asylansøger, blev det bare for meget.

»Der er ingen tvivl om, at det vil være kompliceret at finde en løsning. Men det hjælper ikke at køre en retorik, hvor man farer ud og lover en masse luftige ting i øst og vest, når man samtidig ved, at der er en række tekniske, menneskelige og befolkningsmæssige problemer, der gør, at det bliver svært at ændre noget. Men det er den stil, regeringen kører i øjeblikket,« siger Vesselbo.

Støjberg: Det er nyt for mig

Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer, at der i 2015 og 2016 var knap 400 familiesammenførte, der valgte at søge asyl, efter at de allerede var kommet hertil. For 2015 svarer det til omkring fire procent at det samlede antal, der kom hertil som familiesammenførte. For 2016 bærer tallene præg af, at Thorning-regeringen indførte, at man tidligst kunne søge familiesammenføring efter tre år i Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) afviser Vesselboes kritik.

»Jeg kan kun sige, at kritikken er ny for mig. Det er første gang, jeg hører om det, og nu har jeg taget initiativ til at rette op på, at nogle uretmæssigt får tilranet sig en række goder. Det skal være sådan, at når man en gang har fået status som familiesammenført, så kan man ikke opnå ekstra goder ved at få ny status som asylansøger. Det giver jo ingen mening.

Jeg vil have undersøgt, hvilke ekstra goder der er tale om, og så vil jeg så hurtigt som muligt få lavet et udkast til lovforslag, der skal lukke hullet. Det behøver ikke være særlig komplekst,« siger Inger Støjberg.