DSU afviser alle mistanker om stemmefusk

- Der er ikke foregået noget hokuspokus i den sag, siger formand for DSU Camilla Schwalbe om BT's historie om, at et antal unge socialdemokrater, uden at vide det, blev 'flyttet ind' i den socialdemokratiske Utterslev-kreds i Københavns Nordvestkvarter.

Her kæmpede Jacob Bjerregaard som daværende formand for Dansk Socialdemokratiske Ungdom mod to andre socialdemokrater om at blive kandidat til Folketinget.

Og udskrifter fra det socialdemokratiske medlemssystem, som BT er i besiddelse af, viser, at mindst 12 medlemmer med bopæl i andre københavnske kredse blev flyttet til Utterslev-kredsen i 2006

Det skete før og efter det opstillingsvalg, hvor Jacob Bjerregaard dengang blev valgt som folketingskandidat. Ifølge BT's oplysninger er det DSU'eren Louise Juul Jensen, der dengang flyttede medlemmerne, da hun havde ansvaret for medlemsarkivet.

Men det afviser Camilla Schwalbe.

- Jeg har ingen grund til at tro, at historien er sand. Og jeg har meget svært ved at forestille mig, at Louise eller Jacob har handlet på den måde

Jacob Bjerregaards modkandidat i Utterslev-Kredsen Jakob Thiemann bekræfter ellers, at der pludselig blev tilført rigtig mange medlemmer til Utterslev-Kredsen efter, at det blev annonceret at DSU-formanden stillede op.

- Jeg undrede mig også over, at der pludselig kom et stort ryk ind af medlemmer i kredsen, siger han blandt andet, mens et medlem af den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum fortæller, at hun i 2006 meldte sig ind i DSU på kontoret i Indre By i København, men derefter opdagede, at hun var blevet flyttet til Utterslev-kredsen.

Igen afviser Camilla Schwalbe:

- Den praksis eksisterer ikke, siger hun.

Hvilke konsekvenser bør det have, hvis der alligevel er noget om snakken?

- Så er det et anliggende for Socialdemokratiet, ikke for DSU.

Ville du selv gøre det samme?

- Nej, og nu er der ikke gjort noget som helst. Hvis folk har meldt sig ind i Utterslev, er det fordi de ønsker at være medlem der. Det er ikke første gang i verdenshistorien, at en person melder sig ind i en kreds, fordi de synes godt om en kandidat.

Jacob Bjerregaard blev ikke valgt ind i Folketinget i 2006, men blev valgt i 2011, da han stillede op i Sydjyllands Storkreds.