Flytter man til Danmark, må man indrette sig efter danske normer og værdier.

I et opsigtsvækkende interview med Berlingske forud for sin 75 års fødselsdag sætter dronning Margrethe ord på de krav og forventinger, som hun mener, flygtninge og indvandrere bør mødes med i Danmark, hvis integrationen skal lykkes.

»Det er klart, at når et samfund modtager mange mennesker udefra, må man også stille det krav, at de forstår, hvor de er kommet hen. Vi vil gerne give plads, men de er kommet til vores samfund, og de kan derfor ikke forvente, at deres gamle samfundsmodel bare kan videreføres her i landet. De skal kunne gå i moske, når de gerne vil – det skulle bare mangle! – men når de begynder at gøre ting, som ikke stemmer overens med det store mønster i det danske samfund, må de indse, at den går ikke,« siger Dronningen i interviewet, der bliver bragt i søndagsudgaven af Berlingske.

Læs også:

Læs også:

Meldingen er et skridt ind på den politiske bane, hvor de royale normalt træder meget varsomt. I de kommende måneder skal danskerne til folketingsvalg, hvor netop spørgsmålet om integration samt krav til flygtninge og indvandrere forventes at få en afgørende rolle.

Næppe sige det samme

Dronningen har tidligere vakt opsigt ved at blande sig i debatten om flygtninge og indvandrere. Det skete blandt andet i sin nytårstale helt tilbage fra 1984. Her talte dronningen for, at danskerne skulle blive bedre til at tage imod de fremmede, der kom til landet. Og ikke møde dem med ’kølighed’ og ’dumsmarte bemærkninger’, som de berømte ord lød.

Læs mere i PLUS:

I interviewet med Berlingske bliver Margrethe spurgt ind til forskellen på, hvad hun sagde dengang og i dag. Hun mener, at vi fortsat skal tage godt imod mennesker, der kommer til Danmark. Men hendes synspunkt er blevet nuanceret.

»Ja, vi skal tage imod, men vi skal også fortælle, hvad vi forventer. For det er vores samfund, de kommer til. Vi er et gammelt samfund, som gerne tager os af folk, som trænger til at blive taget sig af, men vi vil også gerne have, at de forstår, hvor de er kommet hen. Det tror jeg er meget væsentligt.«

Og hun siger direkte om sin tale fra 1984.

»... Jeg ville næppe sige det samme i dag, set i lyset af hvordan det har udviklet sig,«.

Påvirket af terror

Det er blandt andet radikalisering blandt ekstreme muslimer, der har fået dronning Margrethe til at nuancere sine synspunkter. Mennesker, som er født og opvokset i Danmark, vender samfundet ryggen. Og angriber det i yderste konsekvens. Det så man med Omar El-Hussein, der dræbte to mennesker under sine terrorhandlinger i København i februar.

Læs også:

Dronningen bruger i interviewet selv et billede med, at klimaet i Danmark ikke er som i andre lande. På samme måde, som man må acceptere vind, kulde og efterårsmåneder, der synes at vare ved i en uendelighed, må man også indrette sig efter det mentale klima, der hersker. Det gælder eksempelvis i forhold til retssystemet.