De Konservative skiller sig nu opsigtsvækkende af med partiets hidtil magtfulde kommunikationschef Benny Damsgaard, erfarer BT.

Det sker i forbindelse med en større reorganisering, som partisekretær Søren Vandsø står bag.

Benny Damsgaard har været en central skikkelse i Konservatives strategier, siden han tiltrådte kort tid før Søren Pape blev ny formand.

Damsgaard lagde stilen kraftigt om. Nu skulle Konservative have opmærksomhed og vokse på bekostning af storebror Venstre. Senest og mest markant blev strategien udmøntet ved angrebet på Eva Kjer Hansen (V), der kostede hende jobbet som miljø- og fødevareminister.

Sagen skabte masser af opmærksomhed, men skaffede ikke fremgang i meningsmålingerne. Tidligere har kampagner som den om »Naziislamisme« heller ikke fungeret efter hensigten og skabt fremgang for det kriseramte borgerlige parti, der fyldte 100 år tidligere i år, men som har kurs mod spærregrænsen.

Søren Pape Poulsen blev ny formand kort tid efter, at Benny Damsgaard var tiltrådt, og efterfølgende blev Søren Vandsø ny partisekretær. Det er så Vandsø, der fører kniven i en intern mail, som BT er bekendt med.

I mailen skriver Vandsø, at Konservative det sidste år har haft en »klar kurs for, hvor det politiske fokus skal være«.  Det handler angiveligt om at skabe mere tryghed og flere muligheder, og partiet har udviklet »en vision for, hvordan det samfund ser ud.«

Vandsø oplyser, at der nu laves et »mere tidssvarende og slagkraftigt set-up, der styrker implementeringen af strategien«, og at det i højere grad kan hjælpe folketingsmedlemmerne med deres fokusområder.

Benny Damsgaards stilling som kommunikationschef og Jens Møllenbergs som fundraisingchef nedlægges. Ny afdelingschef for Politik, Udvikling og Kommunikation bliver Peter Utzon Berg.

Benny Damsgaard har en lang karriere i Konservative og var som ung KU-formand og har været folketingskandidat uden at blive valgt. Senest var han kommunikationschef i Dansk Industri.