Løkke-fløjen i Venstre er rasende, efter at Kristian Jensens støtter har fået de vigtige poster i den nye regering

Statsminister Lars Løkke Rasmussen står nu tilbage i Venstre som mere sårbar, efter at han har svinget øksen over sine egne støtter i regeringen.

Næsten alle Løkkes støtter er blevet degraderet i den nye regering bortset fra energi-og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og integrationsminister Inger Støjberg.

Til gengæld er næstformand Kristian Jensen blevet kronet som kronprins ved at indtage Finansministeriet. I det hele taget er det hans støtter i partiet, der er tilgodeset.

Der er nu ikke en eneste Løkke-støtte tilbage i regeringens to centrale udvalg: koordinationsudvalget og økonomiudvalget.

Det skaber ifølge BTs kilder surhed hos centrale personer som Søren Pind og Troels Lund Poulsen, der trods loyal støtte til Lars Løkke Rasmussen begge er blevet degraderet til mindre vigtige ministerier. Troels Lund Poulsen er ligeledes røget ud af regeringens magtfulde økonomiudvalg, mens Kristian Jensen-støtten Karsten Lauritzen sidder der endnu.

Især Troels Lund Poulsen var yderst aktiv internt i Venstre med at få talt kritikere til ro, da der i foråret 2014 rejste sig et oprør blandt lokale partistøtter og folketingsmedlemmer mod Lars Løkke Rasmussen efter afsløringerne af, at han havde brugt 152.000 kr. af partiets midler på nyt tøj, mens Søren Pind hele tiden bakkede Lars Løkke Rasmussen op i medierne. Derfor kan Løkke være sårbar, hvis de ellers så loyale venner i partiets top ikke vil bakke ham op næste gang, han i givet fald skulle komme i stormvejr.

Kan koste Løkke dyrt

BTs politiske kommentator Søs Marie Serup, der er tidligere pressechef i Venstre, peger på, at det var uventede problemer, da trekløverregeringen for præcis en uge siden skulle dannes, der har tvunget Løkke ud i en situation, hvor han måtte svigte vennerne. Og som i sidste ende kan koste ham dyrt:

»Det kom som en overraskelse, at Liberal Alliances formand Anders Samuelsen forlangte udenrigsministerposten. Det satte skub i ting i Venstre, som har fået nogle konsekvenser, de kommer til at bokse med en rum tid fremover. En del mennesker er ret utilfredse med den måde, opgaven er blevet løst på. Bl.a. fordi det giver en for stor sejr til Kristian Jensens fløj, og det har efterladt Løkke venneløs,« siger hun.

Før forhandlingerne gik i gang, havde Lars Løkke Rasmussen en forståelse med Liberal Alliance (LA) og De Konservative (K) om, at Venstre kunne beholde Finansministeriet og Udenrigsministeriet.

Problemerne begyndte ifølge BTs oplysninger, da det viste sig, at både LA og K ville have Justitsministeriet.

Det viste sig hurtigt, at K var mest stålsat, og det medførte, at Anders Samuelsen meddelte, at han ville have Udenrigsministeriet. Så slog Kristian Jensen til. Hvis han skulle væk fra Udenrigsministeriet, var der kun ét ministerium, der var fint nok til ham: Finansministeriet.

BT har talt med flere af Kristian Jensens støtter, og de er ikke i tvivl om baggrunden:

»Det er kælder-aftalen, der bliver udmøntet,« siger de samstemmende.

Dermed henviser de til den aftale, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen lavede i kælderen under Odense Congress Center 3. juni 2014. Kristian Jensen var klar til at vælte Lars Løkke Rasmussen som formand, men hovedbestyrelsen var delt næsten lige over, og i stedet lavede Løkke og Jensen en aftale, der betød, at Lars Løkke Rasmussen kunne fortsætte.

Det er kun de to, der kender aftalens nærmere indhold, men en del af aftalen var, at Kristian Jensen skal være formand, når Lars Løkke Rasmussen en dag stopper.

Loyale folk måtte vige

I dag forklarer en af Kristian Jensens støtter til BT, at Kristian Jensen ikke længe efter opgøret på hovedbestyrelsesmødet forklarede sine støtter, at aftalen betød, at Jensen-støtterne skulle tilgodeses, og at Kristian Jensen selv skulle »udnævnes til finansminister midt i regeringsperioden«.

Kælder-aftalen betød, at Lars Løkke Rasmussen var nødt til at flytte nu tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen, mod hans vilje, til en anden ministerpost. Og den ellers loyale Sophie Løhde måtte overlade det vigtige sundhedsministerium til Jensen-støtten Ellen Trane Nørby, og blev selv placeret i Finansministeriet med titel af minister for offentlig innovation. Hun skal finde ud af, hvordan man får mere velfærd for pengene i det offentlige.

Lars Løkke Rasmussen har også skabt vrede hos dem, der røg ud. Bertel Haarder havde foreslået, at han fortsatte som kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, men det var, der ikke plads til. Hans Chr. Schmidt har givet indtryk af, at han skal være gruppeformand, men der sidder Søren Gade, så det er næppe sandsynligt. Endelig er gruppeformand Søren Gade og politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen igen blevet forbigået.

Det ikke er lykkedes BT at få en kommentar fra Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pind, men Troels Lund Poulsen oplyser i en mail:

»Jeg er glad for min nye ministerpost, og jeg føler mig på ingen måde degraderet. Jeg er glad for, at regeringen er blevet styrket.«