Torsdag aften rullede DRs program »Langt fra Borgen« over skærmen. Her var folketingsformand Pia Kjærsgaard og Rasmus Nordqvist fra Alternativet på besøg i en dansk moské. Et klip fra udsendelsen har skabt debat om danskhed på Facebook.

»Hvis vi skal, så skal vi,« siger Pia Kjærsgaard, folketingsformand og DF-politiker, til DR-journalistens spørgsmål om, hvordan hun har det med at skulle ind i en moské.

Journalisten kører mod moskeen med Pia Kjærsgaard og Rasmus Nordqvist fra Alternativet siddende på bagsædet.

»Uanset hvad, du godeste. Sikke dog nogle spir, de har. Du altforbarmende!« udbryder Pia Kjærsgaard, da bygningen kommer til syne.

Torsdag aften sendte DR atter programmet »Langt fra Borgen«. Denne gang var det de to politikere Pia Kjærsgaard og Rasmus Nordqvist, som var på udebane, da de besøgte den danske Imam Ali-moské i Københavns Nordvestkvarter.

Et videoklip fra udsendelse har skabt livlig debat om danskhed på DR Nyheders Facebook-side.

Indeni moskeen er bønnen i fuld gang. Journalisten og de to politikere ser på fra sidelinjen.

»Jeg synes ikke, at det er dansk, hvis det er dét, du spørger om,« siger Pia Kjærsgaard til journalisten og understreger, at de bedende »i hvert fald ikke er pæredanske«.

Den udtalelse har fået flere til at reagere på DR Nyheders Facebook-opslag. Gennem 500 kommentarer diskuteres det frem og tilbage, hvad der er indbegrebet af dansk.

Her slår flere ned på, at danskhed for dem handler om respekt og forståelse for forskellighed og ikke om religion i sig selv, ligesom mange bider mærke i, at både islam og kristendommen stammer fra Mellemøsten.

»Er jøder så heller ikke danske? Hvad med hinduer? Buddhister? Hvad med os, der tror på de gamle danske guder? Eller gælder Pias forbehold kun, hvis man er muslim?« spørger en Facebook-bruger undrende.

»Aj, tag dig sammen, Pia! Formand for Folketinget, og så står du der og ryster og går i baglås over at gå ind i en moske. Hvor snæversynet kan man dog blive? Det er pinligt at se på,« spørger en anden.

»Hun har opgivet ALT om at være den der "samlende figur" hun lovede, da hun indtrådte som folketingets formand. Dette år har vi måtte sande at det er tilbage til Pia K classic: den spredende, fordømmende, intolerante og fordomsfulde. Bizar form for "danskhed." Der er ikke meget frisind og mangfoldighed over hende,« lyder det fra en tredje.

Andre giver Pia Kjærsgaard ret i sin udtalelse om, at moskeen og islam ikke er dansk.

»Selvfølgelig har Pia Kjærsgaard fuldstændig ret; det menneske- og samfundssyn, der repræsenteres i langt de fleste moskeer har intet med Danmark og dansk/vestlig kultur at gøre. Selvfølgelig har det ikke det. Islam i sin grundsubstans er lig med arabisk kultur, og det kan man synes om eller ikke,« skriver en kvinde blandt andet.

»Moskeer, islam og islamisme er ikke dansk, bliver aldrig dansk og er lysår fra dem tro, værdier, sæder, skikke og normer som de fleste danskere følger og tror på. Islam og moskeer er og bliver en pest over vores skønne land,« skriver en anden Facebook-bruger.