DR: Her bliver Mette Frederiksen forrådt af sine egne partifæller

Ifølge DR Nyheder blev oplysninger om nedsættelsen af selskabsskatten lækket til pressen af Mette Frederiksens egne partifæller for at skade hende.

I et opsigtsvækkende interview i DRs Deadline lørdag aften kom DR-Nyheders analyse-redaktør og valg-ekspert, Kenneth Thue Nielsen, med nye oplysninger om den kontroversielle lancering af regeringens vækstplan med nedsættelse af selskabsskatten over for erhvervslivet.

»Den plan, der blev offentliggjort, var slet ikke tænkt til at skulle offentliggøres på den måde den blev. Det ved jeg fra kilder, jeg har på Christiansborg. Hele pointen var, at man ville fodre erhvervslivet med penge fra erhvervslivet. Pengene fra bankerne og Nordsø-olien skulle være givet tilbage til erhvervslivet i form af skattelettelser. Men nogen valgte altså søndag, før Mette Frederiksen om mandagen skulle præsentere sin kontanthjælpsreform, at lække den del af den store vækstpakke, som hed selskabsskattelettelser. Derfor kom Mette Frederiksens pressemøde til at se ganske anderledes ud, end hun kunne have forestillet sig i sit værste mareridt.” sagde Kenneth Thue Nielsen til Deadlines Jens Olaf Jersild.

Ifølge Kenneth Thue Nielsens kilder blev oplysningen om nedsættelsen af selskabsskatten lækket til pressen før Mette Frederiksens pressemøde om kontanthjælpsreformen for at skade Mette Frederiksen politisk og skade hendes popularitet. Det skete som led i et personopgør, som Kenneth Thue Nielsen betegnede som 'brutalt'.

”Angiveligt var motivet, at Mette Frederiksen skulle stækkes,” fortæller Kenneth Thue Nielsen.

Direkte adspurgt om det ville sige at kredse i S-toppen tæt på Helle Thorning havde sat hensynet til en personkamp over hensynet til den samlede politik svarede Kenneth Thue Nielsen: ”Ja, mere er der sådan set ikke at sige til det”.

BNB

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her