Det er dybt beklageligt, lyder det fra redaktionschef i DR Nyheder efter, at mediet ved en fejl sendte en sms ud om, at der var udskrevet valg.

Ved en fejl fik DR tirsdag sendt en breaking sms ud med ordene: »Statsministeren har nu udskrevet valg til den 9. juni«. En forkert oplysning, som DR nu undskylder for.

»Vi er meget kede af det, og vi beklager dybt. Det burde ikke kunne ske. Der er nu en meget ulykkelig medarbejder, der ved en fejl er kommet til at logge forkert ind i systemet, så det der skulle være en øvelse, i stedet blev sendt ud til de mange danskere, der abonnerer på vores nyhedsmser,« siger Christian Lindhardt, der er redaktionschef i DR Nyheder.

Fejlen skete i forbindelse med, at DR er ved at indføre et ny websystem på hjemmesiden dr.dk. En række medarbejdere var ved at blive uddannet i systemet, og det er altså her, at en medarbejder ved en fejl fik forvildet sig ind i et forkert system.

DR har nu indført regler om, at når man fremover er i øvelsesmiljøet, så skal man begynde med at skrive »test« i en tekst og derudover lave øvelser med lidt mindre opsigtsvækkende emner end et folketingsvalg.

Christian Lindhardt lover, at de ikke kommer til at gentage fejlen.

»Vi har sørget for, at det ikke kan ske igen. Det er vigtigt for os at have en høj troværdighed, og det er også derfor, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at rette op på fejlen. Vi har sendt en sms ud så hurtigt, vi kunne, og vi har lagt historien på toppen af vores hjemmeside. Vi står ved, at vi har begået en fejl,« siger han.