Store økonomiske håndsrækninger fra private donorer giver velvillighed hos partierne, men køber ikke bestemte resultater i Folketinget, fastslår en professor.
Pengene flyder i disse tider i en lind strøm til håbefulde folketingskandidater og partier, der har ambitioner om magt og indflydelse.
Støtten kommer ofte fra store interesseorganisationer eller virksomheder. Og når donorer som Dansk Industri eller 3F kommer med en pose penge, er der også politiske bagtanker med, forklarer professor ved Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen, der har beskæftiget sig med interesseorganisationers politiske indflydelse.
»Man kan ikke købe sig til bestemt lovgivning. Men man kan gøre politikerne mere venligt indstillede over for organisationerne generelt. Og de kan håbe på, at beslutningstagerne bliver mere lydhøre, når der er nogle bestemte problemstillinger, de gerne vil have løst,« siger han og understreger, at donorerne ikke gør det for »partiernes blå øjnes skyld«.
»De gør det, fordi de støtter partiernes grundsynspunkter. De håber, at de kan opnå lidt ørenlyd hos partierne, når de skal forberede beslutninger,« siger han og uddyber:
»Du kan købe dig noget opmærksomhed hos partierne og en eller anden form for sympati,« siger han.
I valgkampen er der kommet et stort fokus på partierne og enkelte kandidaters rundhåndede mæcener, der kommer med pengegaver til at føre valgkamp for. I flere tilfælde er støtten anonym, fordi den ikke overstiger 20.000 kroner, og dermed ikke skal indberettes. Det har fået Enhedslisten til at opfordre alle kandidater til at lægge deres valgstøtte frem - for at sikre, at der ikke opstår forvirring, om hvilke motiver politikerne har med sig, når de tager beslutninger i Folketinget.
»Hvis den store fortaler for flere motorveje får penge fra transportbranchen, er det da vigtigt at vide. Eller hvis modstanderne er strammere regulering af finanssektoren får støtte fra bankerne, skal vælgerne da kunne vurdere, om det skal have betydning for krydset,« siger retsordfører Pernille Skipper (Ø).
Hun peger på, at det derfor især i en valgkamp burde være velvillighed til at vise vælgerne finansieringen af valgplakater og annoncer.
Men den tanke er folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V) uforstående over for. Der er nemlig ingen grund til at frygte, at pengene kommer til at styre politikerne, mener han.
»Danmark er det mindst korrupte land i verden. Den her forestilling, om at der kommer en mand med en kuffert og siger, hvad jeg skal stemme i Folketinget, den findes ikke i virkeligheden,« siger Venstre-politikeren.
Selv om penge udgør en stor del af kandidaternes valgkamp i Danmark, skal man passe på med at sammenligne med eksempelvis USA, forklarer professor Peter Munk Christiansen.
»I Danmark har politikerne selv sørget for at have nogle indtægter. Danske partier får ganske pæne statslige tilskud. I Danmark har vi et meget velorganiseret erhvervsliv og arbejdsmarked. Det er en række velkendte organisationer, der står bag langt hovedparten af støtten,« siger han og sammenligner med USA:
»I USA er det meget mere flydende. Virksomhederne og lønmodtagerne er langt mindre organiseret. Derfor har du langt flere enkelte virksomheder på banen end i Danmark. Derfor er det to helt forskellige verdener,« siger forklarer han.
