Salget af 19 procent af aktierne i energiselskabet DONG var en politisk tabersag, der fik politikerne til at lukke næbbet på det sociale medie Twitter.
Mens debatten om energiselskabet DONG bredte sig som en løbeild på de sociale medier, og næsten 200.000 danskere protesterede mod aktiesalget, holdt politikerne lav profil på det sociale medie Twitter.
Hverken regeringen eller de borgerlige var ivrige efter at kommentere på salget af de 19 procent af aktierne i DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
I de 14 dage op til salget foregik der ellers en livlig kvidren om den omdiskuterede handel på #dkpol, som er stedet for politik på Twitter. 4.972 beskeder – svarende til 23 procent af alle beskeder på #dkpol i perioden – nævnte DONG og Goldman Sachs. Men kun 130 af beskederne kom fra politikere på Christiansborg.
Det viser en gennemgang af 21.561 tweets, som it-virksomheden »Overskrift« har indsamlet for Ugebrevet A4.
»Det var en lortesag for næsten alle de partier, der stemte for. Politikerne vil helst kommunikere om det, der er populært hos baglandet og vælgerne, så det er svært at se gevinsten ved at stikke næsen frem. De borgerlige partier havde endnu mindre grund til at deltage i debatten, for de fik det bedste af alle verdener: Regeringen fik tæskene, og de borgerlige fik deres politik gennemført,« siger Rasmus Kleis Nielsen, lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet, til Ugebrevet A4.
Op til salget viste flere meningsmålinger, at et flertal af danskerne var imod aktiesalget. Det kan have gjort de ellers taleglade politikere fåmælte, vurderer Rune Slothuus, professor og forsker i politisk kommunikation på Aarhus Universitet.
»Det virker ikke som om, at politikerne har haft lyst til at blande sig. Set fra den enkelte politikers synspunkt kan det være en fordel at undgå at tale om emner, hvor man har en upopulær holdning. I stedet kan man tale om noget andet eller ikke sige noget, for så dør debatten ofte,« forklarer han til A4.