Skattesagskommissionen har besluttet at hemmeligholde oplysninger om en henvendelse fra finansminister Bjarne Corydon til Skat København sidste år.

Bjarne Corydon ville have skattedirektør Lisbeth Rasmussen til at dementere et rygte, som var i omløb. Da rygtet imidlertid var af 'personfølsom karakter', gav landsdommer Lars E. Andersen hendes bisidder medhold i, at det ikke skal diskuteres for åbne døre.

- Vi har haft en drøftelse af spørgsmålet, og vi har på et enkelt punkt givet bisidderen medhold. Det drejer sig om en henvendelse fra Bjarne Corydon til Lisbeth Rasmussen på et tidspunkt. Derimod mener vi ikke, at betingelserne for lukkede døre er opfyldt omkring det notat fra kælderen, som vi nåede til, sagde kommissionsformand Lars E. Andersen på torsdagens møde i Skattesagskommissionen.

Hans beslutning er interessant, fordi det tidligere er kommet frem, at Bjarne Corydon bad Skat København om at gå ud og dementere bøsserygtet og udtale, at denne privatlivsoplysning ikke havde haft indflydelse på sagens behandling. Men det ville Skat ikke medvirke til. Når dørene alligevel skal forblive lukkede om dette punkt, kan det skyldes, at der også blev drøftet andre forhold i samtalen mellem Corydon og skatteeksperten af personfølsom karakter, som offentligheden ikke må høre om.

Finansminister Bjarne Corydon skriver i en mail til ritzau om dørlukningen:

- Jeg respekterer i sagens natur til fulde Skattekommissionens arbejde, men jeg skal for en god ordens skyld understrege, at jeg personligt ikke har nogle indvendinger mod, at min rolle i sagen behandles for åbne døre af Skattekommissionen.

Under dagens afhøring af skattechef Lisbeth Rasmussen i den fortløbende kommissionsundersøgelse af Thornings skattesag, kom det frem, at hun ved en særlig lejlighed på det nærmeste skældte sin chef Erling Andersen ud.

Det skete, da skattedirektør Erling Andersen fortalte bøsserygtet om Stephen Kinnock videre til departementschef Peter Loft og en anden højtstående embedsmand i ministeriet, Steffen Normann Hansen.

Nogle dage forinden havde Thornings revisor Frode Holm højst overraskende fortalt Skat København, at Stephen Kinnock var bøsse eller biseksuel. Derfor ønskede parret ikke at møde samlet op hos myndighederne og fortælle om deres familiemønster.

Lisbeth Rasmussen og Erling Andersen var enige om ikke at fortælle rygtet videre. Men det kunne Erling Andersen ikke efterleve, fremgik det af hendes forklaring.

- På mødet den 1. september med departementschefen fortæller vi, at vi har haft mødet, og Erling Andersen omtaler den oplysning, som Frode Holm har givet. Jeg blev ret overrasket, for vi havde ikke drøftet det. Jeg fortalte ham, at jeg syntes, han ikke skulle have gjort det. Han sagde ikke rigtigt noget til det, siger Lisbeth Rasmussen.


I august i år manede Helle Thorning-Schmidt rygtet til jorden. Det skete på forsiden af Politiken, hvor hun også sagde, at rygtet ikke er sandt og aldrig bliver det. Siden har Frode Holm offentligt beklaget, at han søsatte det. Han har dog ikke forklaret, hvorfor han gjorde det.

Lisbeth Rasmussen fortalte også, at hun blev så betænkelig over den måde behandlingen af Thornings skattesag udviklede sig på, at hun begyndte at skrive dagbog.

Hun havde behov for at 'få styr på processen' og havde en fornemmelse af, at det hele gik meget stærkt, forklarede hun i dag til Skattesagskommissionen.

Fra slutningen af august og ind i september skrev hun ofte på dagbogen hver aften på sin private computer. Dagbogen blev gemt på et usb-stik, fortalte hun.

Det var hendes bemærkninger i dagbogen om, at Venstres tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen 'angreb' afgørelsen i skattesagen, der først fandt vej til den redegørelse, som hendes chef Erling Andersen skrev, og siden fik Troels Lund Poulsens efterfølger SF'eren Thor Möger Pedersen til at spærre øjnene så meget op, at han hurtigt fik overbevist regeringen om, at hele sagen måtte kulegraves.

Hun ønskede at blive afhørt for lukkede døre, men det har kommissionen afvist.

Skattedirektør Lisbeth Rasmussen fra Skat København skrev også, at hun og hendes team af sagsbehandlere blev 'presset af udefra kommende kræfter.'

Men i sidste uge sagde hendes kollega afdelingsleder Inger Sommer Hansen til kommissionen, at Thornings skattesag fik en grundigere behandling end normalt, og at hun ikke havde givet efter for noget pres.

Se dagens dækning fra mødet i Skattesagskommissionen LIVE på mobilen HER

Læs meget mere om skattesagen og få overblikket med den store tidslinje her