Størstedelen af de statslige ansatte, hvis job snart flytter ud i landet, vil ikke selv flytte med. Regeringen beskyldes for ikke op til sit løfte om at sørge for en ordentlig proces.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) 1. oktober annoncerede, at 3.900 statslige arbejdspladser skal rykkes ud i landet, var det med løftet om, at flytteprocessen bliver »ordentlig« for medarbejderne. Men det løfte mangler stadig efter to måneder at blive indløst, lyder kritikken fra Djøf.

»Vores oplevelse er, at nu har regeringen truffet beslutningen, men den følger ikke op som arbejdsgiver på processen. Selvom det var noget af det, der blev lovet,« siger Lars Qvistgaard, formand Djøf Offentlig, til Berlingske Nyhedsbureau.

»Man har bare lagt arbejdet ud til de enkelte styrelser og sagt, at det må de så hver især sidde og fedte med,« tilføjer han.

En dårlig proces uden klare retningslinjer fra arbejdsgiveren - i dette tilfælde regeringen - giver utryghed blandt de ansatte, lyder kritikken. Samtidig tyder det på, at mange vil vælge at blive boende, selvom jobbet flytter.

Størstedelen af de statsansatte giver i en rundspørge foretaget af DR Nyheder udtryk for, at de ikke ønsker at flytte med arbejdspladsen. Flere har allerede opsagt deres job, bekræfter Lars Qvistgaard.

»Man kan godt mærke, at medarbejdere er ved at sive til andre jobs i Hovedstadsområdet,« siger han.

Djøf er ikke modstander af idéen om at skabe vækst i hele landet og sprede den offentlige administration til flere byer. Men regeringen fejler i sin arbejdsgiverrolle, lyder det - både hvad angår manglende retningslinjer for medarbejdere og manglende finansiering af den store udflytning. Der er afsat 400 millioner kroner til at dække flytteomkostningerne, men det rækker slet ikke langt nok, vurderer Djøf.

Et af de forslag, den faglige organisation har lagt på bordet, er at oprette en såkaldt »job-bytte-børs«. Idéen er, at statsansatte, der ikke er berørt af flytteplanerne, men som gerne vil flytte ud i landet, kan melde sig frivilligt.

Men regeringen har ikke taget forslaget til sig, fortæller Lars Qvistgaard:

»Regeringen er meget passiv i forhold til, hvad der skal til for at skabe en god proces. Fra Djøf og de andre faglige organisationers side har vi budt ind med flere forslag til, hvordan man kan få flyttet de her arbejdspladser på en måde, så det bliver en god proces for de ansatte,« siger han.

Djøf repræsenterer omkring 1.000 af de offentligt ansatte, der skal flyttes.