Dansk Folkeparti-politikeren Kasper Ravn Fredensborg har tidligt fredag morgen modtaget en skriftlig advarsel fra partiets hovedbestyrelse.

Det kan aldrig blive Dansk Folkepartis synspunkt, at man ikke skal have ondt af mennesker, der drukner på flugt.

Men den begrundelse sendte Dansk Folkepartis partisekretær, Poul Lindholm Nielsen, fredag klokken 06:20 en skriftlig advarsel via mail til Kasper Ravn Nielsen, der er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Herning.

- Jeg håber, at du forstår, at du med dit blog-indlæg og udtalelser har bidraget til dårlig omtale både af dig selv og Dansk Folkeparti, lyder det blandt andet i mailen, som Kasper Ravn Fredensborg svarede på klokken 06:43:

- Jeg beklager den røre og den unødvendige og negative omtale, som mine udtalelser har tilvejebragt. Jeg beklager mange gange, skriver Herning-politikeren ifølge Poul Lindholm Nielsen i svaret på den skriftlige advarsel.

Partisekretæren ser den skriftlige advarsel til Kasper Ravn Fredensborg som et punktum i sagen, og han forudser, at den ikke vil få yderligere konsekvenser, medmindre byrådsmedlemmet giver udtryk for andre upassende holdninger i fremtiden.

Læs også: Naser Khader: På flugt med livet som indsats

Hele sagen begyndte med en Naser Khader-blog på bt.dk, hvor debattøren og mellemøsteksperten blandt andet skriver om de mange flygtninge, der har mistet livet ved via både at tage flugten mod Europa fra blandt andet Nordafrika og Mellemøsten. Det kommenterede Kasper Ravn Fredensborg med:

- De kunne jo også bare lade være! Hvad er der galt med at blive i sit land og kæmpe for en bedre fremtid? Jeg har ikke ondt af de, der drukner på den farefulde tur! Deres valg, deres skæbne.

Og lokalpolitikeren holdt fast, da bt.dk efterfølgende ringede ham op.

- De, der hopper på de både, ved, at det er en farefuld færd. Så jeg har ikke ondt af dem, sagde Kasper Ravn Fredensborg til bt.dk.