DF'er kritiserer borgerlige for Vollsmose-svigt

Der er travlt ved den politiske håndvask i disse dage, efter det står klart for de fleste at situationen i Vollsmose stadig er kritisk efter 60-80 unge med knive og køller gik bersærk på Odense Universitetshospital.
 
Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, der selv bor i den uroplagede Odense-bydel Vollsmose, står nu højest overraskende frem og kritiserer, at den tidligere borgerlige regering i dens 10-årige regeringsperiode ikke var konsekvente nok overfor ballademagerne i Vollsmose.

- Den borgerlige regering ville ikke smide de her unge ud af landet, selvom vi ønskede det. De borgerlige var ikke at hugge eller stikke i på det her punkt. Vi forsøgte at presse dem igen og igen, men det var som om, de var bange for at være borgerlige. Jeg tror, det skyldes angsten for at støde midtervælgerne fra sig, siger han. 

Mindst ligeså kritisk er han - måske ikke så overraskende - også overfor den nuværende regering, som han mener er endnu mere slappe på området. 

Han har tre forslag til, hvordan man kommer problemet til livs. 

- Når unge med et andet statsborgerskab begår grov kriminalitet, så skal de smides ud af landet omgående. Det skal samtidig gøres nemmere for områdets tre boligforeninger, at smide de her familier helt ud af bydelen, og ikke bare over til nabo-boligforeningen. Og endeligt skal politiet så oprette forbudszoner for de unge, der er smidt ud af boligforeningerne, sådan at de ikke kan blive ved med at komme ind og ødelægge det for de andre, siger han. 

Han understreger, at han faktisk synes, Vollsmose er et dejligt sted at bo. 

- Jeg har boet her siden 2006 og synes generelt, det fungerer godt. Inden finanskrisen raslede arbejdsløsheden jo ned herude og flere involverede sig i foreningslivet. Men det er som om de små fremskridt bliver slået tilbage, hver gang de her banditter beslutter sig for at komme og lave ballade, så dem skal vi altså have væk. 

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her