Se videoen i bunden af artiklen.

Dansk Folkepartis EU-ordfører erkender, at han burde have været mere præcis i udtalelse om bådflygtninge.

Flygtninge, der sejler over Middelhavet i gummibåde, skal skydes på, hvis de sejler inden for en bestemt sømilegrænse.

Det er budskabet fra Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristiensen Berth, i programserien EuropaMagasinet.

»Du må ikke sejle inden for denne her territorialgrænse, hvis du gør det, så bliver du enten beskudt, eller også bliver du vendt om og sejlet tilbage,« siger han blandt andet under en debat med Europabevægelsens formand, Stine Bosse.

Programmets vært, Ole Stephensen, spørger herefter:

»Hvis de kommer ind over en bestemt sømilegrænse, skal man skyde på dem?«

Til det svarer Kenneth Kristensen Berth »for eksempel«.

Programmet er optaget mandag 5. december. Onsdag aften erkender DF'eren, at han burde have været mere præcis i sine udtalelser.

»I bagklogskabens lys har jeg ikke udtalt mig klart nok,« siger han til Ritzau.

»Men alt kan udlægges til ugunst for en, hvis man har ondt i sinde. Og det er klart, at der selvfølgelig også er nogen, der vil udlægge det her på en specifik måde, som bestemt ikke har været intentionen med det, jeg siger.«

»Det jeg mente var, at i yderste konsekvens kunne man jo affyre et varselsskud.«

Til BT fortæller EU-ordføreren:

»Jeg burde have udtrykt mig mere klart. Det handler selvfølgelig om, at man skal affyre varselsskud. Og det skulle jeg have gjort mere klart.«

»Vores mål er jo er at få vendt bådflygtningene om. De overskrider nogle territorialgrænser, og det skal vi gøre dem opmærksomme på.«

Du kan se hele magasinet herunder:

/ritzau/