Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup modtager hademails helt fra New Zealand efter at have fornærmet landets oprindelige folk, maorierne.

I et fire uger gammelt blogindlæg på B.dk, beskriver Marie Krarup et officielt besøg i New Zealand, som hun var på sammen med andre politikere fra Folketinget.

I indlægget bruger hun ord som 'grotesk' og 'uciviliseret til at beskrive maoriernes kultur. Hun raser blandt andet over halvnøgen dans og et tempel udsmykket med erigerede penisser.

Indlægget har fået DF'eren på forsiden af landets aviser, og hun modtager hademails fra New Zealændere. 

I begyndelsen af marts besøgte Forsvarsudvalget Australien og New Zeeland. På Devonport Naval Base i New Zealand fik de danske politikere en traditionel maori-velkomst - en såkaldt 'Powhiri' - der involverer dans, taler og en særlig gestus, hvor man gnider næser. Og det faldt ikke i god jord hos Marie Krarup, der ligesom sin far - Søren Krarup - er modstander af det multikulturelle samfund:

- Vi blev modtaget med et maori-danseritual med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine, skriver Marie Krarup og fortsætter:

- Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som 'Mariehønen evigglad' på maori - komplet med pædagog-guitar-akkompagnement. Jeg prøvede at fange sø-officernes blikke under udførelsen af ritualet, men de så ned i jorden! Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne - men med næsegnidning - ikke håndtryk.

'Vrede ansigter og store erigerede penisser'

Herefter skulle politikerne besøge et maori-tempel, der ifølge Krarup var udsmykket med 'vrede ansigter og store erigerede penisser', hvilket tydeligvis heller ikke faldt i hendes smag.

I dag søndag er Marie Krarup på forsiden af den New Zealandske avis, Sunday Star Time.

Maori-ekspert, Ranguinui Walker, kalder Marie Krarup for 'komplet ignorant':

- Hun har et totalt mono-kulturelt syn på verden og forstår ikke, at den velkomst, hun fik, er den højeste ære, siger han til The New Zealand Herald.

Marie Krarup fortæller til Berlingske Nyhedsbureau, at hun har modtaget adskillige hademails fra newzealændere, der beskylder hende for at være racist, men det hele beror på en misforståelse, mener hun.

- Det lyder som om, at jeg ser ned på maorierne. Det gør jeg bestemt ikke, selv om kulturen er meget fremmed for mig. Men jeg undrer mig over, at newzealændere med europæisk baggrund skal påduttes maoriernes kultur, siger Marie Krarup og tilføjer:

- Jeg studser over, at et vestligt forsvar indoptager andre kulturer på den måde. Det viser en kolossal imødekommenhed, men spørgsmålet er, om det er klogt. Det ville jo svare til, at vi herhjemme gav små piger tørklæder på for at værdsætte muslimerne.