Flere virksomheder blander tingene sammen, når de kritiserer regeringen for lave målrettede kampagner mod asylansøgere i udenlandske aviser, siger DF.

Virksomheder som Grundfos, Microsoft Development Center Copenhagen og Norisol både overdriver og blander tingene sammen, når de opfordrer regeringen til at skrinlægge planen om at indrykke store annoncekampagner i udenlandske medier.

Det siger Dansk Folkeparti som reaktion på den kritik, virksomhederne lancerer fredag.

I Jyllands-Posten advarer virksomhederne om, at annoncerne, der skal fortælle flygtninge om de just indførte asylstramninger, vil få Danmark til at fremstå som et lukket land, og at det i sidste ende vil gøre det sværere for virksomhederne at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Men den kritik er forfejlet, siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby (DF).

» Det er jo helt forfejlet med den kritik fra eksempelvis Grundfos. En målrettet kampagne rettet imod potentielle asylansøgere fra Somalia, Eritrea og Sydsudan medfører jo ikke at Danmark udvikler sig til et lukket land,« siger Hans Kristian Skibby i en skriftlig kommentar.

For godt en uge siden meddelte integrationsminister Inger Støjberg (V), at hun var parat til at indrykke annoncer i udenlandske aviser for at holde flygtninge væk fra Danmarks grænser. Det skete som reaktion på, at EUs grænseagentur, Frontex, havde oplyst, at menneskesmuglerne var særdeles veloplyste, når det kom til velfærdsydelser og familiesammenføring i EU-lande.

Men det er en dårlig idé, lyder det eksempelvis fra Grundfos.

»Regeringen indrykker helsidesannoncer, hvor vi fortæller mennesker, at vi helst ikke vil se dem. Det bliver vi ikke rigere af, det bliver vi kun fattigere af, så herfra er anbefalingen at aflyse initiativet,« siger kommunikationsdirektør i Grundfos Kim Nøhr Skibsted til Jyllands-Posten.

Men det er ikke den udenlandske arbejdskraft, man vil lukke ned for, siger Hans Kristian Skibby.

»Vi vil jo naturligvis fortsat være et af de ubetinget mest åbne lande i verden for efterspurgt udenlandsk arbejdskraft fra stribevis af udviklede lande. Lande, der ligesom Danmark er frie og åbne demokratier, og hvor der er kvalificeret arbejdskraft i udbud og efterspørgsel. Men virksomhederne må forstå, at den hastigt stigende socialbetingede asyltilgang er de velstående lande nødt til at forholde sig til,« siger erhvervsordføreren.