Danmark skal rasle med sablen over for Rusland og vise, at præsident Putin er gået for vidt med sin besættelse af Krim-halvøen, mener DF.

Danmark skal sende et krigsskib til Østersøen for at sende et klart signal til Ruslands præsident Putin og de russiske militærstyrker.

Det mener Danske Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen (DF), forud for tirsdagens hastemøder i både NATO og udenrigspolitisk nævn om krisen mellem Rusland og Ukraine.

Ifølge Dansk Folkeparti bør det danske flådefartøj sendes på mission ud for Polen og Litauen, som i øjeblikket føler sig truet af russisk aggression. Mandag bad Polen om et topmøde i NATO med henvisning til Atlantpagtens artikel fire, som siger, at et NATO-land kan indkalde de andre lande, hvis det føler sig truet. I sådanne tilfælde bør NATOs musketer-ed træde i kraft, understreger Søren Espersen.

»Når polakkerne og litauerne ligefrem anmoder om assistance fra deres NATO-partnere, så har vi en særlig forpligtelse, fordi det foregår her i Østersøen,« siger han.

Han vil først og fremmest sende et signal til Rusland om, at NATO tager Ruslands besættelse af Krim-halvøen alvorlig.

Helt konkret foreslår han, at sende en af Danmarks nye slagkraftige fregatter i Iver Huitfeldt-klassen til Østersøen.

»De skal alligevel ud at sejle. Så det synes jeg ville være et passende signal at sende til russerne,« siger Søren Espersen.

Spørgsmål: Vil det ikke være en yderligere optrapning af konflikten?

»Rusland har lige invaderet et land, så jeg synes ikke, at konflikten er nedtrappet. Når polakkerne beder om, at Artikel 4 i Atlantpagten træder i kraft og indkalder NATO til møde, så skal vi tage det alvorligt. Så er der en reel trussel imod de baltiske lande og åbenbart også Polen. Og det skal vi tage det alvorligt.«

Spørgsmål: Ser du en reel chance for, at der er opbakning til forslaget i Folketinget?

»Det kan jeg ikke forestille mig, at der ikke er. Selvfølgelig er der det, fordi det er en naturlig del af vores NATO-forpligtelse at hjælpe andre lande, hvis de beder om det,« siger Søren Espersen.

Han vil præsentere sit forslag på et møde i udenrigspolitisk nævn tirsdag klokken 10.00, hvor krisen i Ukraine er på dagsordenen.

Tidligere tirsdag afbrød statsminister Helle Thorning-Schmidt en rejse i Asien for at kunne være med, når EUs stats- og regeringschefer skal drøfte krisen på Krim på et møde torsdag.