Søren Espersen mener, at modsvaret på hackerangreb er flere penge til styrket overvågning og spionage.

København. Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen er ikke overrasket over, at Forsvaret har været udsat for hackerangreb i 2015 og 2016.

- De der hackerangreb er jo blevet dagligdag rundt om i efterretningstjenesterne.

- Svaret må være, at vi bliver bedre og bedre til det selv, siger han.

Søndag har Center for Cybersikkerhed udgivet en rapport, der beskriver, hvordan en hackergruppe - sandsynligvis APT 28, også kaldet Fancy Bear - har skaffet sig adgang til udvalgte ansattes e-mails i forsvaret.

Til Berlingske siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), at det er en russisk efterretningstjenesterne eller centrale elementer i det russiske styre, der står bag.

Ifølge Søren Espersen bør det få den danske regering til at protestere over for Rusland. Men protesterne rækker ikke i sig selv.

- Man skal ikke være blåøjet. Man kan ikke bare protestere, siger han.

I stedet skal Danmark give igen af samme skuffe, mener Espersen.

- Danmark skal også spionere, og Danmarks skal også forsøge at overvåge andre lande, hvor der kan være sikkerhedsrisici i forhold til Danmark og den vestlige verden.

- Og jeg forsikre om, at det er vi også er med i i stor stil. Der er ingen lande, der kan sige sig fri for at gøre det her; hacke, operere og overvåge, siger han.

Ifølge Espersen er det ligefrem et hvert lands pligt at forsøge at skaffe sig oplysninger fra potentielle fjender, om hvad de tænker.

- Jeg vil blive meget skuffet, hvis ikke også Danmark overvåger, hvad potentielle fjender kan finde på. Det er vores opgave hele tiden at overvåge, siger han.

Folketingets forsvarsudvalg blev orienteret om rapporten om angrebene søndag.

Espersen hæfter sig ved, at det lyder i rapporten, at hackerne har skaffet sig adgang til såkaldt ikke-klassificerede oplysninger.

- Det må glæde, at det er på et lavt niveau, siger han.

Han mener dog, at man bør undgå sådanne angreb i fremtiden ved at sætte langt flere penge af til Forsvarets Efterretningstjeneste.

Partierne i Folketinget står foran snarlige forhandlinger om et nyt forsvarsforlig, hvor netop det kan komme på tale.

/ritzau/