Der kan være tilfælde af stalking, hvor det er nødvendigt for politiet at handle med det samme for at redde liv, mener Dansk Folkeparti, som derfor vil indføre et såkaldt straks-tilhold mod stalkere.

I takt med internettets udvikling er det blevet en smal sag at tage kontakt til andre mennesker - også for stalkere. Derfor er vi nødt til at indrette lovgivningen, så den også kommer stalking-ofre til gavn.

Det mener Dansk Folkeparti, som vil indføre et såkaldt straks-tilhold mod stalkere som en del af partiets nye tryghedspakke, der bliver præsenteret i den kommende uge.

»Der er brug for, at man hurtigt kan gribe ind, hvis der eksempelvis er en eksmand, der truer en kvinde på livet,« siger partiets næstformand og retsordfører, Peter Skaarup (DF), og nævner en konkret sag fra Kokkedal sidste år:

»Der var en kvinde, som havde anmeldt sin ekskæreste for trusler på livet, men på grund af forskellige procedurer på området nåede ordensmagten aldrig at få tildelt manden et tilhold om at holde sig væk, før drabet fandt sted.«

I Dansk Folkeparti mener man, at sagen tydeligt viser, at der er brug for, at loven på området bliver strammet.

»Det skal være sådan, at man i visse tilfælde kan give et straks-tilhold, uden at sagen har været til partshøring,« siger Peter Skaarup med henvisning til, at loven i dag kræver, at der sker en partshøring, før politiet kan udstede et tilhold.

»Vi er retssamfund og i princippet er der altid to parter, der skal høres, men der kan være tilfælde, hvor politiet kan være nødt til at handle nu og her for at redde en kvindes liv,« siger han.

Yderligere vil Dansk Folkeparti have præciseret i straffeloven, hvad stalking er, så det er nemmere at få en person dømt, ligesom partiet ønsker bedre muligheder for at tvangsindlægge psykisk syge gerningsmænd.

»De oplysninger, vi får fra de retspsykiatriske afdelinger, viser, at det meget ofte er i begyndelsen i forbindelse med stalking, at det er vigtigt at få grebet ind - helst inden for de første 14 dage, hvis der er tale om en psykisk syg person. Og derfor foreslår vi at forbedre mulighederne for at tvangsindlægge psykisk syge stalkere,« siger Peter Skaarup.

Ifølge Jyllands-Posten vækker Dansk Folkepartis forslag om et straks-tilhold begejstring hos Dansk Anti-Stalker Forening, mens også Venstre og De Konservative bakker op om hurtigere polititilhold.