Dansk Folkeparti i Region Syddanmark vil forbyde personalet på regionens sygehuse at bære tørklæde, fordi det er kvindeundertrykkende og diskriminerende.

Dansk Folkeparti vil forbyde læger, sygeplejersker og andre medarbejdere at bære tørklæde på sygehusene i Region Syddanmark.

Thies Mathiasen (DF), der er gruppeformand for Dansk Folkeparti i regionsrådet i Region Syddanmark, begrunder ønsket med, at partiet ser tørklædet som kvindeundertrykkende og diskriminerende.

»Vi har modtaget en klage fra en patient, der blev behandlet af en tørklædebærer på Odense Universitetshospital. Hun følte sig stødt over at blive behandlet af en tørklædebærer, fordi hun anser tørklædet for at være stærkt kvindeundertrykkende,« siger Thies Mathiasen til Berlingske Nyhedsbureau. Ifølge ham var den pågældende patient, der klagede, muslim.

»En klage er selvfølgelig ikke en hel masse, men det er trods alt en patient, der har følt sig stødt,« uddyber han.

Dansk Folkeparti er ikke klar med et konkret forslag her og nu, men partiet er ved at undersøge, om der har været tilsvarende situationer andre steder i regionen, ligesom man vil høre de andre partiers syn på et tørklædeforbud.

Spørgsmål: Er det korrekt forstået, at hvis det stod til jer, så kom der et forbud mod tørklæder på sygehusene?

»Det har du fuldstændig ret i. På et eller andet tidspunkt får vi også stillet forslaget, men om det bliver lige her og nu, tvivler jeg på. Vi skal have undersøgt, om de andre sygehuse har oplevet klager. For jo mere dokumentation, vi har, desto bedre,« siger Thies Mathiasen.

Spørgsmål: Hvad vil du sige til de medarbejdere, som skal lægge tørklædet, hvis I får flertal for forslaget?

»Jeg kan henvise til mange forskellige ting. For eksempel Frankrig. I Frankrig må personer, der er ansat i den offentlige sektor, heller ikke bære tørklæde,« siger han.