Op mod en femtedel af borgerne vil være indvandrere eller efterkommere i 2050, viser Danmarks Statistiks tal.

København: Folk fra både vestlige og ikkevestlige lande indvandrer i stigende grad til Danmark.

Faktisk så meget at op mod en femtedel - helt præcist 18,1 procent - af alle borgere i Danmark i år 2050 vil være indvandrere eller efterkommere af indvandrere.

Det fremgår af den seneste demografiske fremskrivning af befolkningssammensætningen, som Danmarks Statistik hvert år udgiver.

Og det skal der gøres noget ved, mener Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen.

- Befolkningen er ved at ændre karakter, og nogle steder er der reelt sket en befolkningsudskiftning. Det er for eksempel i ghettoområderne. Og det er den slags, vi gerne vil undgå, at der kommer mere af, siger han.

- Vi vil gerne modvirke et samfund, hvor folk deler sig op efter etnicitet, sprog, kultur og traditioner, tilføjer han.

Dansk Folkeparti har derfor lagt op til en såkaldt forespørgselsdebat om emnet med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tirsdag eftermiddag i folketingssalen.

Målet for DF er at få Venstre til at underskrive et papir, hvori regeringspartiet understreger, at det vil arbejde på at reducere indvandringen fra ikkevestlige lande.

Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Marcus Knuth, er delvis enig med DF's bekymring, men der er nuancer, mener han.

- Jeg håber og satser på, at vi kan blive enige om et forslag, hvor vi ønsker at reducere den del af ikkevestlige indvandring, som ikke bidrager til samfundet, siger Knuth.

- Fra Venstres side synes vi, at det er fantastisk, hvis der for eksempel kommer en ingeniør fra Japan eller Indien til Danmark og bidrager til vores samfund. Det synes DF så ikke.

- Vi er enige om, at vi ikke ønsker ikkevestlig indvandring, som kommer til Danmark for kun at komme på overførselsindkomst og udnytte vores velfærdssamfund.

- Her tænker vi især på den store del af asylansøgere og flygtninge, som ikke kommer i arbejde, siger Knuth.

DF er bekymret for udviklingen i befolkningen, understreger Henriksen.

- Hvis et flertal i Folketinget fortsætter med at insistere på, at flygtninge skal integreres og være her permanent, og at man desuden har en stor tilstrømning af ikkevestlig arbejdskraft, så vil Danmark blive et mere opdelt samfund 10-20 år længere fremme.

- Der er behov for en politisk målsætning om at arbejde hen imod en reduktion, siger han.

/ritzau/