V-regeringen har besluttet at indføre grænsekontrol, og så må man sørge for, at den virker, siger DF.

København: - Med al respekt for justitsministeren, så synes jeg, at det er useriøst at begynde på det der efter en halv dag med grænsekontrol.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen. Han er fortørnet over, at justitsminister Søren Pind (V) efter én dag med grænsekontrol har konkluderet, at kontrollen, stik mod hensigten, fører til flere asylansøgere.

På Twitter skriver Søren Pind, at grænsekontrollen medfører "efter alt at dømme højere asyltal. Meget."

Men det holder ikke at konkludere så markant kun et døgn efter, at regeringen har indført en midlertidig kontrol ved den dansk-tyske grænse, mener Martin Henriksen:

- Venstre må finde ud af, hvad de vil. De har i lang tid argumenteret imod grænsekontrol, og nu siger de så okay, vi skal have grænsekontrol, fordi de vurderer, at det vil kunne værne Danmark i migrantkrisen.

- Så må man sørge for, at det bliver en ordentlig og effektiv grænsekontrol. Det nytter ikke, at man begynder at pille grænsekontrollen ned på baggrund af nogle halve tal, siger Martin Henriksen.

Hans kommentar føjer sig til billedet af forholdet mellem blå bloks største parti, Dansk Folkeparti, og regeringspartiet Venstre, som er blevet stadig mere anstrengt siden valget.

I løbet af efteråret har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) flere gange advaret om, at øget grænsekontrol kan føre til flere asylansøgere. Dermed har Løkke talt imod DF's mærkesag om at få indført en permanent grænsekontrol.

Men efter V-beslutningen mandag om at indføre midlertidig kontrol på grænsen til Tyskland, må regeringen stå fast, mener DF:

- Man har dårligt nok fået grænsekontrollen op at køre, og så skyder man den ned. Det er ikke en ordentlig måde at føre politik på, siger Martin Henriksen og tilføjer:

- Venstre er modstander af grænsekontrol og har været det længe. Sidst der var en borgerlig regering brugte vi ti år på at overtale dem til at indføre det. Og under den nuværende regering har vi også brugt tid på det.

- Men nu indfører de det, og vi bliver nødt til at stå sammen og holde det ud i stedet for at så tvivl om det, inden det er startet op, siger Martin Henriksen.

Han er overbevist om, at grænsekontrollen i den nuværende form på sigt vil føre til færre asylansøgere, når det rygtes, at man ikke længere frit kan rejse ind i Danmark.

- Man kan ikke afvise, at der i en kort periode vil være flere, som bliver fanget af en grænsekontrol. Men på den lange bane vil det virke, siger Martin Henriksen.

Står det til DF, skal grænsekontrollen dog skærpes markant med transportøransvar og en mulighed for at afvise alle asylansøgere, som kommer rejsende igennem Tyskland, fordi Tyskland er et sikkert land at søge asyl i.

/ritzau/