Dansk Folkepartis forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, forstår godt de studerende, som vælger at forlænge deres studier i stedet for at stille sig op i køen af ledige. Han foreslår, at regeringen sørger for, at tiden bliver brugt konstruktivt og kritiserer samtidig uddannelsesminister Morten Østergaards (R) »forsimplede tilgang til problemet«.

- Jeg kan godt forstå det. For mange vil det utvivlsomt være bedre at blive på studierne. Vi ved, hvor meget det slider på arbejdsgivernes interesse for nyudklækkede studerende, hvis deres uddannelse ikke bliver brugt inden for de første par år. Derfor er det bedre, at de bliver på studierne, så længe de foretager sig noget fornuftigt – og det må regeringen hjælpe med til, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han forestiller sig noget lignende denne gang som i 2010, hvor den daværende regering og Dansk Folkeparti på Finansloven aftale, at universiteterne skulle udbyde særlige halvårlige forløb for dimittender, der skulle forbedre deres muligheder for at få job.

- Det kunne eksempelvis være øget adgang til at få lov til at tage flere fag på kandidatoverbygningen end nødvendigt for at bestå kandidateksamen og dermed forlænge uddannelsen. Det vigtige er, at de studerende bruger tiden på at dygtiggøre sig og ikke bare trækker studietiden ud, siger Jens Henrik Thulesen Dahl, der samtidig kritiserer uddannelsesminister Morten Østergaard for at være »visionsløs og uden indsigt i de faktiske forhold for de studerende«.

- Når Morten Østergaard siger, at de unge bare skal skynde sig at blive færdige desuagtet de økonomiske konjunkturer, så lukker han øjnene for virkeligheden. Østergaard agerer efter devisen ikke se, ikke høre, ikke tale og fortæller i virkeligheden de unge, at de kan sejle deres egen sø, siger forskningsordføreren, der derfor nu kræver svar på, hvad Østergaard vil gøre for at hjælpe de studerende.