Alt forsvarets personnel skal screenes psykologisk, inden de udsendes på internationale operationer.
Det kræver Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, efter en tidligere udsendt soldat i Bosnien i går blev skudt og dræbt på Nørrebro i København af to betjente.
- Indtil videre er det frivilligt for udsendte soldater, om de vil tage imod tilbud om hjælp, når de vender hjem, men jeg ønsker, at soldaterne også forpligter sig til at gennemgå psykologiske test og samtaleforløb, så snart de lander i Danmark igen, siger hun.
Enhedslisten kræver en redegørelse om forsvarets indsats mod psykiske lidelser fra forsvarsminister Søren Gade.
- Det er ikke første gang, vi hører om alvorlige psykiske lidelser og f.eks. selvmord hos tidligere udsendte soldater. Det er, som om regeringen ønsker at lukke øjnene for, at krig ofte er invaliderende for de mennesker, der deltager, siger Per Clausen, som er næstformand i EL's folketingsgruppe.
Politiet bør uddannes bedre i at tackle psykisk syge, som var involveret i 16 af 23 sager, hvor politiet brugte skydevåben, siger SF's socialordfører, Özlem Cekic.
- At så mange sindslidende er blevet skudt på af politiet viser desværre, at politiet ikke ved, hvordan de skal tackle situationen, når en sindslidende har en aggressiv adfærd, siger hun.
/ritzau/





















