Indtil for få dage siden hed næstformanden for Dansk Folkepartis lokalafdeling i Sorø Ida Margrethe Tronhjem. Det gør hun ikke mere. Hun er strittet ud på røv og albuer. Årsagen er den lokale Pianists noget rabiate holdninger til muslimske indvandrere

På den højreekstreme gruppe 'Stop Islamiseringen af Danmarks' (SIAD) side på facebook, har hun under synonym skrevet kritiske indlæg om indvandrere og muslimer. Den 15. august postede hun således - under navnet 'Margrethe Blå' - følgende kommentar, sammen med et link til et indslag fra TV2 Nyhederne:

'Der er sket en kraftig stigning i volden mod indvandrere i Grækenland. Dejligt at se. Håber at Grækenland kan blive et dejligt sted at holde ferie igen'.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Fra p77.dk
Vis mere


Det er internetsiden p77.dk, der har afsløret, at Margrethe Blå i virkeligheden er den nu forhenværende næstformand for DF's tropper i Sorø. En oplysning, der straks fik partitoppen til at gøre kort proces.

Carl Christian Ebbesen, der er organisatorisk næstformand for Dansk Folkeparti, bekræfter, at Tronhjem ikke længere er at finde på partiets medlemsliste.

- Hun har valgt at melde sig ud. Vi blev opmærksomme på, at hun angiveligt havde nogle holdninger, der var anderledes end partiets. Da vi konfronterede hende med dem, bekræftede hun. Hun blev derefter enig med sig selv om, at det nok var bedst, at hun meldte sig ud, siger han.

Det er dog noget af en skønmaleri. Sandheden er nemlig, at hun reelt ikke havde noget valg. At hun blev strittet ud på røv og albuer.

På SIAD's facebookside skriver hun således - denne gang under eget navn - følgende, efter hun er blevet smidt ud:

'Nu hvor DF har smidt mig ud, så er jeg ikke bange for at vise mit ansigt. Jeg ville bare ønske, at de gik ind for ytringsfrihed samt kunne samarbejde med SIAD.'

Ifølge Carl Christian Ebbesen har det dog intet med manglede ytringsfrihed at gøre.

- Det er klart, at hvis man skal være medlem af DF, så må man også have nogle holdninger, der flugter med partiets. Det havde hun ikke, og så er det bedre, at hun finder et andet sted, der bedre repræsenterer hendes holdninger.

Og eksklusionen er sket fuldstændig udenom den øvrige lokalforening i Sorø. Det bekræfter en lettere forvirret lokalforeningsformand, Michael Pihl, da BT taler med ham.

- Hun har meldt sig ud, har jeg hørt. Men jeg har ikke gidet og orket at sætte mig ind i sagen. Jeg fik det bare at vide for et par dage siden.

- Jeg har ingen anledning til at opfatte hende som ekstremist, som jeg kunne forestille mig, at du gerne ville skrive, at hun var.

Da BT gengiver overfor ham, hvad hun har skrevet, forstår han dog godt, at hun ikke længere er medlem.

- Hvis det virkelig passer, at hun har skrevet det, du refererer for mig, så kan hun naturligvis ikke være medlem af partiet.