Kaloriemærkning af fastfood skal ikke indføres ved lov, mener DF. Det skal være op til virksomhederne selv.

København: Forbrugerne spiser færre burgere og drikker mindre kaffe latte, hvis de ved, hvor mange kalorier der er i det, der ryger ned i maven.

Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, som sammen med Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Forbrugerrådet Tænk opfordrer til at kaloriemærke fastfood.

Men kaloriemærkning skal ikke ske ved lov, lyder det fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

- Det er en god idé at kaloriemærke det, man spiser. Jeg har for eksempel selv en McDonald's-app, hvor man kan se, hvad der er i de forskellige menuer.

- Jeg er ikke så sikker på, at det her er et områder, der skal lovgives på. Jeg synes, at det er noget, fastfoodkæderne burde gøre selv, og der er allerede mange, som gør det.

- Det skal måske bare gøres mere synligt, og det er noget, vi skal tage op med fødevarebranchen, når vi er i dialog med dem, siger Liselott Blixt.

/ritzau/