Mange kommuner har slet ikke læst vejledningen til 225-timers reglen, hævder Dansk Folkeparti.

København. Den vejledning, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har sendt til kommunerne om den nye 225-timers-regel, ligger blot og samler støv i de kommunale skuffer.

Ifølge Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, er der nemlig kommuner, som slet ikke har læst vejledningen.

Reaktionen kommer, efter at nye tal ifølge Information viser, at der er meget stor forskel på, hvor mange kontanthjælpsmodtagere kommunerne undtager fra den nye 225-timers-regel.

- Det er et meget stort problem. Det skyldes, at kommunerne ikke følger den vejledning, der er sendt ud. De har en vejledning, der siger, hvordan reglen skal bruges, siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted.

225-timers-reglen er en del af en større jobreform. Reglen indebærer, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde minimum 225 timer om året for at undgå, at deres ydelse bliver sat ned.

- Hvis de ikke har sat sig ind i lovgivningen og den vejledning, der er sendt, vil der komme forskellige vurderinger. Og kontanthjælpsmodtagerne skal jo gerne kunne regne med, at de får den samme behandling, siger han.

Når kommunerne har læst vejledningen, skal socialrådgiverne bruge deres sunde fornuft til at forvalte reglerne, siger ordføreren.

- Sagerne kan være vidt forskellige fra kommune fra kommune, og det kan en vejledning ikke sige noget om. Hvis man er syg, skal man ikke have 225 timers arbejde, siger han.

Enhedslisten mener, at Dansk Folkeparti vasker hænder, når partiet påstår, at kommunerne har glemt at læse vejledningen om 225-timers-reglen.

- Jeg synes, Bent Bøgsted skal læse den lov, han selv har været med til at vedtage, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen.

- Dansk Folkeparti endnu engang er blevet afsløret som et asocialt parti, der gerne skærer ned over for dem, der har det sværest. Og så er det bekvemt at skyde skylden på kommunerne, siger han.

Socialdemokratiet stemte imod vedtagelsen af 225-timers-reglen. Partiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn, mener, at man simpelthen bør droppe reglen.

- Det er en stor opgave for kommunerne, fordi de skal gennemgå alle borgere. Derfor mener jeg, at man skal holde sig fra reglen, siger Leif Lahn.

- I stedet skal man bede kommunerne bruge kræfter på at få ressourceforløbene og kontanthjælpsreformen til at virke. Lige nu bruger man for meget tid på noget, som ikke virker, siger han.

/ritzau/