Opdateret 13.48 den 16. juli 2014 med kommentarer fra mellemøst-ekspert Leila Stockmarr.

Stefanskirken på Nørrebro i København blander sig nu aktivt i debatten om konflikten mellem Israel og Palæstina, der igen er blusset op efter tre israelske teenagere blev dræbt. På et banner skriver kirken:

Alle liv tæller. Fra floden til havet. #gaza2dk 

Den midterste linje 'Fra floden til havet' er en linje fra et radikalt slogan, som ekstreme palæstinensere bruger som opfordring til at udrydde jøderne. Derfor har banneret mødt skarp kritik fra flere på Facebook - blandt andet fra Dansk Folkepartis Søren Espersen.

- Jeg tror ikke, at præsten aner, at det er Hamas' valgsprog. Men det er dybt tragisk, at en præst kan finde på at skrive sådan noget, som er en terrororganisations valgsprog. Jeg synes, præsten skal få det hevet ned hurtigst muligt, siger Søren Espersen. 

Sognepræst: Det er et fredsbudskab

Pernille Østrem, der er sognepræst i Stefanskirken, forklarer til bt.dk, at hun godt ved, at der er tale om en linje fra et gammelt Hamas-slogan, men at banneret bestemt ikke skal opfattes som en opfordring til krig. Tværtimod.

- Vi har sat en linje fra et slogan, som Hamas har brugt, ind i en ny kontekst, så den i stedet siger, at alle liv tæller lige fra Jordanfloden til havet, uanset religiøse, kulturelle eller politiske tilhørsforhold. Det er 100 procent et fredsbudskab, og det synes jeg er tydeligt, hvis man læser fra første til sidste ord. Hvis man får en anden opfattelse, så er det en fejl, siger Pernille Østrem.

Hun er derfor ærgerlig over, at banneret er blevet misforstået af flere på Facebook og understreger, at det aldrig har været hensigten at sende et voldeligt budskab.

- Det tager jeg meget alvorligt. Vi har ikke sat det op, for at det skulle misforstås eller for at gøre nogen kede af det. Vi har sat det op, fordi vi netop gerne ville sige, at ethvert menneskeliv tæller. Det er ikke en opfordring til voldsudøvelse, det er en opfordring til at finde en løsning, siger hun.

Ifølge Pernille Østrem vil banneret blive taget ned i aften, hvorefter det ikke bliver hængt op igen. Ikke fordi hun fortryder at have hængt det op, men fordi kirken ikke har bannere hængende særlig længe.

- Jeg fortryder ikke at hænge et banner op, som siger, at alle mennesker har ret til ikke at blive slået ihjel. For det er det, der står på det banner, siger Pernille Østrem.

Respekt til banner

Teksten på banneret er lavet i forbindelse med en social medie-kampagne, der skal sende et budskab om, at alle menneskeliv fra jorden til havet tæller. Det forklarer Leila Stockmarr, der er mellemøst-ekspert og forsker ved RUC. Hun står sammen med flere andre bag kampagnen, og har ligesom sognepræst Pernille Østrem lagt et billede op af banneret på Facebook med ordene "Respekt"

- Når jeg skriver respekt, er det med henvisning til det slogan, som vi har introduceret. Et slogan, der handler om, at vi synes, at alle, der er ofre for den her konflikt, er værd at redde - både israelere og palæstinensere. Det henviser på ingen måder til nogen politiske gruppers slogan, forklarer Leila Stockmarr, der samtidig understreger, at hun hverken er på den ene eller den anden side i konflikten.

Billedet er blev kommenteret og 'liket' af flere - blandt andet af SF'erne Trine Pertou Mach og Pernille Frahm samt Signe Færch fra Enhedslisten

Slogan: Forsvind eller dø

Udtrykket 'fra floden til havet' med henvisning til Jordanfloden og Middelhavet, der ligger på hver sin side af Israel og Palæstina, blev første gang brugt af Muhammad Deif, øverstkommanderende for Izzadin Kassam, som er Hamas væbnede styrker. I anledning af Hamas-bevægelsen 23 års fødselsdag sagde han:

- I vil ophøre med at eksistere og Palæstina, med Jerusalem, Al-Aqsa moskeen, landsbyerne og byerne vil forblive vores, fra floden til havet. I har ingen ret til en tomme af dette land og vi vil aldrig overgive os til jer så længe der er én muslim tilbage på jordens overflade, sagde han ved den lejlighed.