Folketingsmedlem Søren Espersen opgiver sin Facebook-profil efter dødstrusler mod ham selv og hans kone. Nu gider jeg ikke mere, siger han.

Søren Espersen (DF), en af Dansk Folkepartis frontfigurer, trækker sig fra Facebook.

Han skriver torsdag eftermiddag på det sociale medie, at han nu sender sin sidste opdatering til sine knap 7.000 følgere. Han vil ikke længere være aktiv, ligesom man ikke vil kunne kontakte ham via Facebook.

»Jeg har simpelthen fået nok. Jeg gider ikke mere. Meget af det, der kører på Facebook, er ganske utroligt. Jeg har i årevis oplevet at få dødstrusler og trusler mod min kone,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er ikke en konkret trussel, der har fået Søren Espersen til trække stikket.

»Det er en opsamling gennem længere tid,« siger han og fortæller, at han gennem årene har brugt mange timer på at fjerne trusler og andre upassende skriverier fra sin Facebook-profil.

»Nu er jeg nået dertil, at jeg orker ikke mere«,« siger DF-politikeren, der opfordrer sine følgere til at kontakte ham via mail eller brev fremover.

Søren Espersen stoppede også for få uger siden som blogger på Jyllands-Posten med den begrundelse, at reaktionerne var blevet »for groteske«.

Der har i den seneste tid været stor fokus på den grove tone i debatterne på Facebook. Flere politikere, fortrinsvis kvinder, har trådt frem og fortalt om en hverdag med grove trusler og verbale krænkelser, ofte af seksuel natur.