Dansk Folkeparti vil have undersøgt, om det er muligt at fremstille brød uden stoffet akrylamid, der ifølge nye undersøgelser kan være kræftfremkaldende.

- Vi skal have undersøgt, om man kan producere brød uden brug af akrylamid. Det er det første skridt. Hvis det kan lade sig gøre at producere brød uden akrylamid, må vi have stoffet ud af markedet, siger Dansk Folkepartis fødevareordfører, René Christensen (DF).

Søndag kom det frem, at der nu er dokumentation for, at akrylamid kan fremkalde kræft hos mennesker. Akrylamid findes i produkter som brød, kaffe, morgenmadsprodukter og cigaretter. Akrylamid har hidtil været mistænkt for at være kræftfremkaldende, men nu er der en beviselig sammenhæng mellem stoffet og risiko for at udvikle kræft.

- Hvis vi bare kunne forbyde stoffet her i Danmark, tror jeg hurtig vi kunne blive enige om at gøre det. Men så simpelt er det ikke. Det ville blive opfattet af EU som konkurrenceforvridende. Derfor skal vi have EU på banen, så der eventuelt kan ske en stramning på EU-plan, siger René Christensen.

Enhedslistens fødevareordfører Per Clausen (Ø) har ikke tænkte sig at vente på EU.

- Vi kan ikke vente i halve eller hele år på EU-systemet. Der skal gribes ind omgående i Danmark, siger Per Clausen.

Han mener, at industrien må presses til at handle her og nu.

- Ifølge DTU Fødevareinstituttet har industrien mulighed for at reducere indholdet af akrylamid. Derfor er der ikke nogen grund til at vente med at handle. Jeg vil derfor øjeblikkelig tage sagen op over for fødevareministeren, siger Per Clausen, der bebuder et paragraf 20-spørgsmål til fødevareministeren om sagen.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) udtrykker over for 21 Søndag bekymring om sagen og har sagt, at hun vil tage spørgsmålet op i EU-regi. Den europæiske fødevareautoritet, EFSA, ventes dog først at kunne tage stilling til den nye danske forskning til september.