Der er ikke rykket en millimeter på positionerne, efter at de blå partier har taget hul på 2025-forhandlinger.

København. Hvis I ikke vil komme os i møde, så vil vi heller ikke komme jer i møde.

Sådan lyder beskeden fra Dansk Folkeparti til Liberal Alliance og retur efter det første reelle forhandlingsmøde i 2025-forhandlingerne.

Dermed er kilen mellem de to partier forsat en af de største hindringer for at nå til enighed om en 2025-plan, som skal sætte den økonomiske kurs for Danmark det næste årti.

På vej ind til forhandlingerne sagde LA-leder Anders Samuelsen, at Dansk Folkeparti kan glemme udlændingeønsker, så længe de ultimativt afviser Liberal Alliances ønsker.

Men DF afviser at komme LA i møde, for både Liberal Alliance og De Konservative har tidligere sagt, at det er en god idé at afvise asylansøgere ved grænsen, siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) efter mødet.

- Hvis LA ikke længere mener, at asylansøgere skal afvises på grænsen, så har de foretaget en ret markant kursvending i deres udlændingepolitik. Det må de så stå på mål for.

- Vores politik er uændret, vi accepterer ikke det ultimative krav, som Liberal Alliance er kommet med, de må kravle ned fra træet, siger udlændingeordføreren om kravet til en lettelse af topskatten på fem procentpoint.

Og dermed ser det ikke ud til, at partierne har rykket sig en eneste millimeter efter dagens forhandlingsmøde.

Liberal Alliance kræver efter mødet fortsat, at DF er villig til at lege bytte-bytte-købmand.

- Hvis vi skal være imødekommende på det, Dansk Folkeparti drømmer om, så skal de også være det den anden vej rundt, siger udlændingeordfører Christina Egelund (LA) efter mødet.

Christina Egelund vil dog ikke svare direkte på, om Liberal Alliance vil støtte Dansk Folkepartis krav om permanent grænsekontrol for til gengæld at få de topskattelettelser, som LA har gjort til et ultimativt krav.

Regeringen har givet sig selv en deadline til midt i november for at få 2025-planen i hus.

- Det er den deadline, vi arbejder efter. Det kan så være, at den skrider én eller tre eller fem dage, men det er deromkring, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter mødet.

Hvis regeringen ikke når i hus med 2025-planen inden deadline, kan den fungerer som valgoplæg, har han tidligere sagt.

- Nu forhandler vi. Vi går ud fra, at alle er interesseret i at finde en løsning, siger finansministeren.

/ritzau/