DF støtter Pape mod udenlandske hjemløse, men kræver udvisning, siger DFs udlændingeordfører Martin Henriksen.

Allinge. Det er ikke nok, når justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fra 1. juli vil lade politiet bruge et skærpet zoneforbud mod udenlandske hjemløse, som lever i "utryghedsskabende teltlejre". De skal kunne udvises.

Det mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, om ministerens forslag.

- Hvis vi for alvor skal løse problemerne med udenlandske hjemløse og romaer, så bliver vi nødt til at gå imod konventionerne og EU-Kommissionen. Ellers kan vi kun komme med nogle lappeløsninger, siger Martin Henriksen.

De Konservatives leder fremsatte forslaget i sin tale ved Folkemødet i Allinge på Bornholm.

Første gang vil zoneforbuddet mod en person være på 400 meter fra det område, hvor der har været en lejr. Anden gang på 800 meter.

Men justitsministeren vil i næste folketingssamling foreslå, at politiet kan forvise personer fra en hel kommune.

Nogle udenlandske hjemløse tjener penge ved at samle flasker, tigge og begå kriminalitet i København. Det har medført stadig flere politianmeldelser fra utrygge indbyggere. Det skal lovforslaget ændre, mener ministeren.

Justitsministerens udspil kommer få dage efter, at et flertal i Folketinget bestående af regeringen samt Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti onsdag skærpede straffen for tiggeri.

Dansk Folkeparti foreslog forgæves at skærpe straffen for tiggeri endnu mere. Desuden vil DF udvise alle udenlandske hjemløse, der er dømt for tiggeri, påpeger Martin Henriksen.

Socialdemokratiet støtter regeringens ønskede stramninger, men kræver handling mod EU's opholdsdirektiv.

Det siger partiets retsordfører, Trine Bramsen.

- Det er rigtig fornuftige redskaber. De kan være et værn mod de aktiviteter, som skaber utryghed. Men vi savner, at Søren Pape adresserer det allervigtigste: Opholdsdirektivet, siger Trine Bramsen.

- Det allervigtigste er, at disse mennesker ikke kommer til Danmark og lever på gaderne.

Tidligere udløste tiggeri først en advarsel og ved gentagne tilfælde syv dages betinget fængsel for at bede fremmede om penge.

Efter lovændringen får tiggere to ugers ubetinget fængsel, hvis tiggeriet er foregået på bestemte steder. Det er i gågader, ved stationer, i eller ved supermarkeder eller i offentlige transportmidler.

/ritzau/