Dansk Folkepartis integrationsordfører anklager regeringen for at tilsidesætte fundamentale, demokratiske principper på udlændingeområdet.

- Når et flertal i Folketinget stemmer for et bestemt regelsæt, så må man også kunne regne med, at det bliver implementeret, uanset hvilken regering der sidder ved magten.

Sådan siger integrationsordfører for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen (DF), til Information, efter Beskæftigelsesministeriet har undladt at indføre en række skærpede krav til udenlandske studerende, som VKO og Liberal Alliance i sommeren 2011 vedtog at implementere i Udlændingeloven.

I et svar fra november henviser beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) overfor Martin Henriksen til en skrivelse fra Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, hvor styrelsen bekræfter, at regelændringen »ikke er sket endnu«, men at »denne aktuelt er under overvejelse som følge af regeringsskiftet«, skriver Information.

Men Martin Henriksen er ikke tilfreds og mener, det er »despekt for Folketinget«.

Dansk Folkeparti har nu besluttet at tage sagen op i Folketingets Integrationsudvalg.