Muslimer fejrer afslutningen på ramadanen med en middag på Christiansborg. Dansk Folkeparti vil stoppe den.

Dansk Folkeparti forsøger nu at stoppe, at danske muslimer den 22. august fejrer afslutningen på den årlige fastemåned, ramadanen, med en middag på Christiansborg.

Efter at Folketingets præsidium har skærpet reglerne for brugen af Christiansborgs lokaler, kræver Dansk Folkepartis medlem af præsidiet, Søren Espersen, at Folketingets formand, Thor Pedersen (V), aflyser middagen.

- Den her invitation er en klar overskridelse af de nye regler, og jeg forstår slet ikke, at nogen i Folketingets administration i første omgang har sagt ja, siger Søren Espersen.

Bag invitationen står det socialdemokratiske folketingsmedlem Hüseyin Arac (S) samt - ligesom ved den tilsvarende middag i 2010 - avisen Zaman Scandinavia.

Ifølge invitationen til middagen i Folketingets fællessal er præsidenten for Europarådets Parlamentariske Forsamling, Mevlüt Cavusoglu, æresgæst, ligesom aftenen vil byde på en præsentation, der indebærer "Zaman Scandinavias bidrag til det multikulturelle liv".

Sidste år forsøgte Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne med en fælles klage forgæves at få Folketingets formand til at forbyde ramadan-middagen med henvisning til, at middagen ikke alene var i strid med, hvad Christiansborg bør anvendes til - men at "arrangementet er i strid med Grundlovens beskrivelse af, at vi i Danmark har religionsfrihed men ikke religionslighed".

Som den eneste af VK-regeringens ministre takkede socialminister Benedikte Kiær (K) dengang ja til invitationen, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dengang måtte melde hus forbi med henvisning til "en travl kalender i den uge" - som det hed i afslaget.

Det forhindrede dog ikke i alt godt 190 andre gæster i slå sig ned ved bordet, hvor de fik svampesuppe til forret, fisk til hovedret og is til dessert. Drikkelsen - der var alkoholfri - bestod blandt andet af tyrkisk juice i kander.

/ritzau/