Dansk Folkeparti vil have lavet et DNA-register med samtlige danskere, så det bliver lettere at finde for eksempel sexforbrydere.

I dag er cirka 29.000 danskere registreret i politiets DNA-register, men hvis det står til Dansk Folkeparti, så skal registret omfatte cirka 5,5 millioner mennesker.

Sagen om sexovergrebene på Fyn har fået partiet til at tage kravet om et DNA-register indeholdende alle danskere op igen.

- Det gør jeg på baggrund af denne sag, som viser hvor gode og fornuftige sådanne redskaber er. Det skal være så nemt og smidigt som muligt for politiet at identificere gerningsmændene, så de ikke kan forsætte med at køre rundt i landet og kidnappe og voldtage piger, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til Fyens Stiftstidende.

Han mener, at de blodprøver, der bliver taget af alle nyfødte for at opdage medfødte sygdomme, skal bruges til et nationalt DNA-register. Derudover foreslår han et frivilligt register for alle nulevende danskere.

- Jeg tror, at mange vil være villige til at lade sig registrere, og det vil betyde, at politiet hurtigt vil kunne udelukke en stor gruppe mennesker og dermed spare tid og ressourcer, siger Peter Skaarup.

Retsordføreren vil nu tage spørgsmålet op i Folketingets spørgetid. På baggrund af sagen om overgrebene på Fyn vil han spørge om ministerens holdning til et DNA-register og til muligheden for at tvinge pædofilidømte til at blive kastreret medicinsk.