Dansk Folkeparti forlanger ikke, at oppositionsleder og statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen (V) lægger sine bilag frem i tøjsagen.

Flere fremtrædende Venstre-folk har offentligt kritiseret deres formand og forlangt flere oplysninger om Løkkes tøjkøb for 152.000 kroner, betalt af Venstres partikasse.

Efter flere dages tavshed understregede Lars Løkke Rasmussen mandag eftermiddag over for TV 2 News, at han har betalt skat af de goder, han har fået betalt af Venstre, og det tager Dansk Folkeparti - som vil være et uhyre vigtigt støtteparti til Venstre i en eventuelt kommende regering - for gode varer.

- Vi mener, det som det er nu, er en sag for Løkke og Venstre, ikke for os, skriver Dansk Folkepartis pressechef Søren Søndergaard til bt.dk i en sms.

Der lød helt andre toner fra Dansk Folkeparti, da nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidts ægtefælle Stephen Kinnock i 2010 blev mistænkt for skatteunddragelse. Selv da Kinnock var blevet frikendt af Skat, forlangte DF at se skattebilagene.

- Jeg synes ikke, at man kan sige, at det er en privat sag. For så privat er man altså ikke i sådan en sag - som socialdemokratisk statsministerkandidat, sagde daværende formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, til Ritzau ifølge Information i 2010.

- Jeg kan da kun sige, at det ville være godt, hvis Helle Thorning-Schmidt lagde de her ni sider frem. Det andet skaber myter, og der må jo være en årsag til, at hun ikke lægger dem frem, sagde Pia Kjærsgaard.

Dansk Folkeparti mener ikke, at de to sager kan sammenlignes.

- Fordi der VAR en skattesag dengang. Det ved hverken vi eller du, om der er i denne sag, skriver Søren Søndergaard.

bt.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.